Rekordlavt antal dræbte i trafikken

Det er de laveste tal, som er registreret, siden man begyndte at registrere trafikulykker for snart 100 år siden

Udgivet Opdateret

Der var et rekordlavt antal dræbte i trafikken i 2021.

Det viser en ny rapport, som Vejdirektoratet har udsendt i en pressemeddelelse.

I rapporten fremgår det, at i alt 130 personer blev dræbt i trafikken i 2021, mens der var 2607 tilskadekomne, og det er rekordlavt. 

Tal glæder transportminister

De pæne tal fra trafikken glæder transportminister Trine Bramsen. 

- Tryghed i trafikken er helt afgørende for vores hverdag. Derfor er det positivt, at sikkerheden på vejene er steget. Men vi må aldrig læne os tilbage. Hver eneste ulykke er en for meget. Hver eneste tilskadekomne er en for meget. Derfor fortsætter fokus på at styrke sikkerheden og trygheden på de danske veje, siger ministeren.

Påvirket af corona

Trafikken i 2021 var ligesom i 2020 påvirket af coronarestriktioner, og det var særligt tydeligt i  begyndelsen af 2021, hvor store dele af samfundet var lukket ned.

Men selvom biltrafikken i den sidste halvdel af året steg til et niveau, der var lidt højere end i 2019, var antallet af dræbte og tilskadekomne stadig lavt i forhold til tiden før coronapandemien.

Vigtige tendenser fra rapporten:

Der var historisk få dræbte bilister i 2021. I alt 54 bilister i personbil mistede livet i trafikken sidste år, hvilket er det laveste tal i al den tid, hvor Vejdirektoratet har ført statistik over trafikulykker.

Der var færre dræbte og tilskadekomne i forbindelse med spiritusulykker end i de foregående år. I 2021 mistede i alt 26 personer livet i en spiritusulykke.

Der var et stort fald i antallet af dræbte mænd i trafikken i 2021. I alt 93 mænd mistede livet. Det er 32 procent færre end i de foregående år.

Færre cyklister bliver dræbt i trafikken.
Færre cyklister bliver dræbt i trafikken.

Få dræbte cyklister i 2021

25 cyklister mistede livet i trafikken i 2021. Et lavere tal har Vejdirektoratet kun set én gang tidligere - det var i 2012.

Af rapporten fremgår det, at i alt 828 cyklister kom til skade sidste år, hvor det i de foregående år var cirka det samme og lå mellem 766 og 893 tilskadekomne cyklister.

Hvor kommer cyklisterne til skade?

Der sker oftere cykelulykker i byerne end på landet, eftersom der er flere cyklister i byområder.

Men også fordi der i byerne er mere blandet trafik, hvor de forskellige trafikanters veje kan krydse hinanden, og det øger risikoen for sammenstød.

De sidste fem år er to ud af tre ulykker med cyklister sket i ulykker med en krydsende eller svingende modpart, og cirka hver femte cyklist, der døde, blev dræbt i en eneulykke.

Hver fjerde mistede livet

Til trods for, at det - i de foregående år - kun er 15 procent af de dræbte og tilskadekomne cyklister, der var i ulykker på landeveje, så var det hver fjerde dræbte cyklist, der mistede livet på en landevej i 2021. 

Forklaringen kan være bilisternes højere fart på landevejene, hvilket gør ulykkerne mere alvorlige, når de sker.

Sammenlagt vil Vejdirektoratet i løbet af de kommende år sætte gang i foreløbigt 29 navngivne projekter langs statsvejene, som har fokus på cyklisters trafiksikkerhed og et mere sammenhængende cykelstinet. Derudover vil der også i kommunalt regi blive anlagt et stort antal cykelstier.

FAKTA OM VEJDIREKTORATETS RAPPORT

Fakta om rapporten "Trafikulykker for året 2021"

- Vejdirektoratets rapport, der udkommer årligt, indeholder en statistisk beskrivelse af trafikulykker i Danmark i 2021. Statistikken er baseret på de ulykker, som politiet registrerer.

- Rapporten er bygget op over fire overordnede temaer: Hvad skete i trafikken, hvem kom til skade eller blev dræbt, hvordan skete ulykkerne, og hvor skete de.

Kilde: Vejdirektoratet
Powered by Labrador CMS