Ringede 112 med kniv i maven

En 21-årig mand er mandag dømt for et drabsforsøg med en kniv i december 2021. Han har anket dom til landsret

Udgivet Opdateret

En ung mand havde alarmcentralen i røret, da han en decemberdag i 2021 løb ud af sin lejlighed. Han nåede at fortælle, at han var blevet stukket ned, inden han faldt om foran opgangsdøren.

Det var et drabsforsøg, har Retten i Glostrup mandag afgjort og idømt en 21-årig mand seks års fængsel for forbrydelsen.

Offeret lukkede selv gerningsmanden ind i lejligheden på Søborg Parkalle i Søborg nordvest for København, da der var blevet banket på døren.

Trak stor kniv

Men det var en maskeret mand, der trådte ind i lejligheden, og der opstod et skænderi mellem de to mænd.

Den ene - den maskerede - trak en 30 centimeter lang isoleringskniv og stak den i maven på offeret, så kniven satte sig fast.

Offeret måtte selv trække våbnet ud af sin mave, hvor det seneste viste sig, at 90 procent af hans lever var skåret over, og den ene lunge var ramt, inden kniven havde ramt bagvæggen af maven.

Kender ikke årsagen

Inden han faldt om foran indgangsdøren, nåede han at ringe til alarmcentralen, og en ambulance hastede ham til Rigshospitalet, hvor han under operationen fik tilført 17 liter blod.

En gennemsnitlig voksen har mellem fem og seks liter blod, der cirkulerer i kroppen.

Hvad årsagen til det voldsomme overfald var, vides ikke med sikkerhed, men det er i retten kommet frem, at det muligvis har en sammenhæng med tyveriet af en Volvo XC60 fra Taarbæk nogle uger inden.

Ingen tekniske spor

Hvad der derimod er sikkert, er, at alle nævninger og dommere i retssalen var enige om, at den 21-årige er gerningsmanden.

Tekniske erklæringer, der er fremlagt under sagen, har vist, at der ikke er fundet nogen fingeraftryk eller dna-spor efter den 21-årige i lejligheden.

Telefon var ved gerningsstedet

Til gengæld har undersøgelser af den 21-åriges telefon vist, at den var omkring gerningsstedet på gerningstidspunktet 15. december 2021.

Telefonen afslørede også sms-beskeder fra den 21-åriges søster og mor. De var bekymrede, og blandt andet blev der skrevet "mor har lige sagt at du har stukket en ned".

Den 21-årige har under sagen nægtet sig skyldig i anklagen om drabsforsøg. Han var slet ikke i offerets lejlighed den dag, har han forklaret, og han har anket dommen. Dermed skal Østre Landsret vurdere sagen.

Straffeloven § 237

Straffelovens § 237 lyder:

Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Kilde: danskelove.dk.

Powered by Labrador CMS