Russer lavede bomber i Lalandia
10.000 flypassagerer i Billund Lufthavn fik ødelagt deres rejse af russisk desperado
Opdateret klokken 16.05: Russeren har netop modtaget en dom på seks års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt.
En 38-årig russisk mand frifindes for anklage om at ville have foretaget en sprængning i Billund Lufthavn i april sidste år.
Det skriver TV 2, der er til stede i Retten i Kolding.
Manden var anklaget for at have foretaget to sprængninger ved en hæveautomat og for at have indleveret en rygsæk med sprængstof til politiet i Billund Lufthavn.
Sprængte hæveautomat ved Legoland
Han erkendte at have fremstillet sprængstof og at have sprængt en hæveautomat ved Legoland.
TV 2 beskriver manden som afslappet med halvlangt krøllet hår og med tatoveringer ned ad armene.
Han har tidligere forklaret, at han tog til Danmark med det ene formål at sprænge en hæveautomat i luften.
Spørgsmålet var, om manden kunne kendes skyldig i planer om at foretage en sprængning i Billund Lufthavn, men det fandt retten ikke grundlag for.
Har siddet 18 år i fængsel
Manden er dog fundet skyldig i at have forstyrret lufthavnstrafikken.
Han bør idømmes en fængselsstraf på ikke under syv til otte år og udvises af Danmark for bestandigt, mener anklager Bettina Wagner ifølge TV 2.
Hun lægger en række tidligere domme til grund.
Russeren har fortalt, at han har siddet 18 år i fængsel i sit hjemland.
Samarbejdede med politiet
Men det bør ikke tages i betragtning i denne sag, mener forsvarer Mads Kjær Jensen ifølge TV 2.
Han mener, at fem års fængsel er en mere passende straf.
Den russiske mands tilståelse af dele af tiltalen bør give 25 procents strafrabat, mener forsvareren.
TV 2 skriver, at retten lagde tiltaltes samarbejde med politiet til grund i afgørelsen om skyld.
"Satans Mor"
Han rakte vejret i hænderne og fortalte også selv politiet, at der var sprængstof i rygsækken, skriver TV 2.
Manden har forklaret, at han fandt opskriften på sprængstoffet TATP - også kendt som "Satans Mor" - på internettet.
Han købte remedier i lokalområdet og fremstillede sprængstoffet i en feriehytte i Lalandia.
Herefter transporterede han sprængstoffet hen til hæveautomaten ved indgangen til Legoland og foretog to sprængninger en tidlig morgen omkring klokken 04.00.
Fik ikke noget ud af det
- Det skulle være på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen mennesker, har det tidligere lydt fra den tiltalte i retten.
Trods sprængningerne lykkedes det dog ikke manden at få adgang til kontanterne i boksen.
Seks timer senere opsøgte han politiekspeditionen i lufthavnen medbringende en rygsæk med to pakker sprængstof.
- Jeg arbejder for Putin
- Bombe, bombe. Sprængstoffer i tasken, skal den tiltalte ifølge anklageskriftet have sagt til politiet.
Han skal også have udtalt: "Jeg arbejder for Rusland. Jeg arbejder for Putin".
Det udløste en omfattende evakuering af lufthavnen, der måtte indstille flyvningerne i ni timer. 10.000 rejsende blev forstyrret.
Men manden afviste, at han havde til hensigt at true og forstyrre lufthavnsdriften.