Rystet efter redning

Philip Holst Park Nielsen har en bøn efter redningsaktion lørdag nat

Det var her, at Philip Holst Park Nielsen lørdag nat fik sig et chok.
Det var her, at Philip Holst Park Nielsen lørdag nat fik sig et chok.
Udgivet Opdateret

- Jeg nåede ikke at tænke så meget, for jeg kunne se ham 60-70 meter foran mig, så jeg løb derover af rent instinkt. 

20-årige Philip Holst Park Nielsen vil nok ikke glemme sin lørdag nat lige foreløbig. 

Han havde været til fredagscafé på Aalborg Universitet og var på hjem, da han pludselig forhindrede en ulykke. 

Faldt i vandet

Et lille stykke foran Philip Holst Park Nielsen - langs Honnørkajen i Aalborg - gik en meget fuld person. 

Pludselig faldt personen i vandet, og så måtte Philip Holst Park Nielsen agere redningsmand. 

- Da jeg kommer over til ham, kan jeg godt se, at han ligger helt inde ved kanten. Så løber jeg over til stenen. 

Jeg får derefter snakket med ham og får guidet ham hen til, hvor stien er. 

Og så får jeg ham trukket op, fortæller Philip Holst Park Nielsen til Newsbreak.dk.

I chok

Oplevelsen har chokeret Philip Holst Park Nielsen, der tænker på, at det også kunne være sket for ham selv. 

- Det er lidt chokerende faktisk. Man ved jo ikke, om det kunne ske for en selv, hvis man gik nede ved navnen og var fuld. 

- Man går rundt og tænker, at det hele var lidt vildt og skræmmende, siger den 20-årige redningsmand. 

Begge var chokerede

Det er dog ikke kun Philip selv, der er i chok over hændelsen. Også personen, der faldt i vandet, var rystet efter uheldet, fortæller Philip.

- Man kunne godt mærke, at han tydeligvis var i chok. Han frøs og kunne nærmest ikke rigtigt bevæge sig og tulrede bare rundt. 

Bør have bedre sikkerhed

Philip Holst Park Nielsen har en bøn. Han ønsker, at sikkerheden nede ved havnen i Aalborg bliver endnu bedre fremover. 

- Jeg synes, man skal lave en bedre beskyttelse nede ved havnen i form af et hegn eller lignende. Man bliver simpelthen nødt til at få sat noget op, når det sker så ofte, lyder det fra Philip Holst Park Nielsen.

Powered by Labrador CMS