Så vildt kørte spøgelsesbilist

Ramte bus på motorvejen - nu er han dømt

Udgivet Opdateret

Retten i Aarhus har i dag idømt en 33-årig mand et år og tre måneders ubetinget fængsel for i narkopåvirket tilstand at have kørt i den modsatte retning på motorvejen og med en hastighed på ca. 80 km/t at have påkørt en bus frontalt.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han var påvirket

Episoden fandt sted den 23. oktober omkring kl. 13.50, hvor den 33-årige i en personbil kørte mod færdselsretningen på Herningmotorvejen i vestgående retning. 

Omkring afkørslen ved Skovby nær Harlev J påkørte den 33-årige bevidst en modkørende bus, som forsøgte at undvige sammenstødet.

Den nu dømte mand ramte bussen og blev selv kvæstet ved ulykken.
Den nu dømte mand ramte bussen og blev selv kvæstet ved ulykken.

I bussen befandt flere passagerer sig, men hverken chaufføren eller passagererne kom til skade. Dog pådrog den 33-årige mand sig selv nogle behandlingskrævende skader, hvorfor han blev kørt til hospitalet. 

Det viste sig efterfølgende, at den 33-årige var påvirket af hash og medicin under kørslen, ligesom at hans kørekort var inddraget af politiet.

Farlig kørsel

- Det vigtigste er selvsagt, at ingen personer kom alvorlig til skade som følge af den 33-åriges handlinger. Men det ændrer ikke ved, at der er tale om et særdeles farligt og groft kørselsforløb, siger anklagerfuldmægtig Mads Fransen. 

Tiltalt for flere forhold

Ud over fængselsstraffen fik den 33-årige mand frakendt sit kørekort i 8 år, ligesom hans personbil blev konfiskeret. 

Foruden den primære tiltale for vanvidskørsel på motorvejen, var den 33-årige mand ved retten i Aarhus tillige tiltalt for flere andre forhold – blandt andet vold og trusler mod politiet.

 Han kærede rettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling.

Powered by Labrador CMS