Seks har mistet kortet efter dum fejl

Det bliver en dyr omgang, hvis man glemmer det i disse dage

Seks morgentrafikanter havde muligvis så travlt, at de "glemte" at fjerne is ordentlig fra ruden. Og det har nu kostet dem dyrt. 

For udover den bøde på 2500  kroner, det udløser, når man ikke får fjernet isen ordentligt, så har de også fået en betinget frakendelse af kørekortet. 

Sådan skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. 

Man gambler med sikkerheden, hvis man ikke husker at fjerne is fra ruden inden man kører, lyder det fra politiet.

Gambler med sikkerhed

- Man gambler med andre trafikanters sikkerhed, hvis man kører rundt uden at kunne se ordentligt ud af ruderne. Det er førerens ansvar at rengøre ruderne, og det følger vi op på med flere kontroller i de kommende kolde dage, siger politikommissær Claus Stoltenberg.

I alt blev syv personer snuppet med is på bilruderne i Ishøj - to af dem blev standset ved skoler. 

Den sidste af de sigtede slipper for en betinget frakendelse men dog med en bøde på 1000 kroner. 

Powered by Labrador CMS