Sigtet: Svindler med Ukraine-penge
En mand er sigtet for at bedrage sig til 95.000 kroner, som blandt andet skulle gå til danskere i Ukraine
En 47-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet af Københavns Byret, sigtet for at have bedraget sig til over 95.000 kroner.
Ifølge sigtelsen har han fremkaldt, udnyttet eller bestyrket en vildfarelse hos de forurettede i relation til, at han stod i spidsen for en forening, som skulle støtte danske soldater i Ukraine.
Den sigtede nægtede sig skyldig. Han er sigtet for bedrageri mod 15 personer.
Hverken vest eller hjelm
Politiet mener, at den sigtede har overtalt de forurettede til, at det var vigtigt at støtte Ukraine og danskere i Ukraines indsats.
En af dem skal have betalt den 47-årige 300 kroner som støtte til at få en dansker, som var død som soldat i Ukraine, hjem. Det gik pengene ifølge politiet ikke til.
En række af personerne har også betalt ham for at få udleveret ballistiske veste og hjelme. Dem fik de eller deres kontaktpersoner ifølge anklagemyndigheden aldrig.
Blev fængslet
Den 47-årige mand erkendte, at han havde fået betalingerne. Ifølge ham fik flere af de forurettede det, som de havde betalt for.
Bedrageriet skal ifølge politiet være foregået mellem 8. marts 2022 og 10. oktober 2022.
Den 47-årige mand blev varetægtsfængslet i 27 dage.