Skyldig: Voldtog 13-årig pige

Retten har nu sat punktum i sagen om en 55-årig mand, som nu er kendt skyldig for at have voldtaget en 13-årig pige

Udgivet Opdateret

En 55-årig mand kendes skyldig i voldtægt og blufærdighedskrænkelse af en dengang 13-årig pige. Det er sket ved både samleje og andet seksuelt forhold end samleje. Han er desuden skyldig i at have betalt hende for et samleje.

Afgørelsen er faldet ved Retten i Roskilde tirsdag.

Ville mødes med pigen otte gange

Retten har fundet, at han har haft samleje med pigen mindst syv gange mellem 5. oktober 2022 og 9. januar 2023, heraf flere gange på parkerings- eller rastepladser på Sjælland.

Han forsøgte at mødes med pigen en ottende gang, hvor han havde bestilt et hotelværelse, men pigen nægtede at mødes med ham, og derfor er han her kendt skyldig i forsøget.

Mødtes på nettet

Manden og pigen mødte hinanden på en internetside, hvorefter det meste af korrespondancen foregik på Snapchat. Her førte han adskillige samtaler af "stærk seksuel karakter" med den 13-årige pige.

- Vi tager det stille og roligt, da du ikke har haft sex før, lyder en besked fra den 27. september 2022.

Sendte penis-billeder

Han fremsendte adskillige billeder af sit erigerede lem til pigen samt opfordrede og formåede at få hende til at fremsende adskillige billeder og videoer, hvor hun enten var afklædt eller gjorde noget seksuelt.

Det er via samtalerne og billederne, at han er kendt skyldig i at have blufærdighedskrænket pigen.

Straffelovens § 216

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Stk. 5. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.

Powered by Labrador CMS