Slagsbrødre ryger i retten

Kaos efter uheld

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre mænd på henholdsvis 19, 22 og 36 år vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere søndag efter et slagsmål med både knive, økser og bat i Odense lørdag.

Det fortæller Kenneth Taanquist, som er vagtchef ved Fyns Politi, til Ekstra Bladet.

Det er politiets foreløbige vurdering, at der fortsat er flere på fri fod i forbindelse med hændelsen.

Ingen kommentar

Vagtchefen ønsker over for Ekstra Bladet ikke at kommentere, om de involverede har en relation til hinanden, eller om hændelsen har forbindelse til bandemiljøet.

Lørdag eftermiddag kørte tre biler sammen i krydset mellem Niels Bohrs Allé og Munkebjergvej nær Syddansk Universitet i Odense.

Efterfølgende udviklede det sig til et slagsmål, hvor der ifølge TV 2 Fyn blev anvendt både knive, økser og bat.

Er alvorligt

En person kom alvorligt til skade i forbindelse med episoden, men var ikke i kritisk tilstand, lød det.

Fyns Politi fortalte efterfølgende, at det havde anholdt fem personer i forbindelse med slagsmålet.

Krydset var efter slagsmålet spærret, så politiet kunne foretage tekniske undersøgelser på stedet. Omkring klokken 19.30 lørdag var afspærringen fjernet.

Powered by Labrador CMS