Efteråret sætter ind: Hunden ryger ud

Oktober er den måned, hvor der bliver aleveret flest hunde til Dyrenes Beskyttelses internater. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Efteråret er danskernes højsæson for at skaffe sig af med deres hunde

Det kolde og våde efterårsvejr kan godt få hundeejeres daglige ture til at virke mere som en sur pligt end en fornøjelse. Det kan måske være en del af forklaringen på, at oktober er højsæson for at aflevere hunden på et internat. Det skriver dr.dk.

– Det vi hører fra vores internater er, at særligt når den kolde tid nærmer sig, så vælger mange at aflevere hunden tilbage. Ofte er det en beslutning, der har været længere tid undervejs, måske i forbindelse med sommerferie og så træffer man beslutningen, når det bliver koldt, siger Jens Jokumsen, der er projektleder hos Dyrenes Beskyttelse med speciale i familiedyr, til dr.dk.

Han understreger, at det oftest er en svær beslutning for familier, at opgive deres hund. Jens Jokumsen opfordrer familier til at sætte sig godt ind, hvad det kræver af tid og indsats at have en hund, før man anskaffer sig en.

 

Powered by Labrador CMS