Snigskytte skaber rædsel

Politiet mener, at en enkelt gerningsperson stod bag skyderi mod brandfolk i USA

Offentliggjort Sidst opdateret

Snigskytteangreb på brandfolk i Idaho

To brandfolk blev dræbt, og en tredje såret i et formodet snigskytteangreb, mens de slukkede en skovbrand i Idaho.

Politiet mener, at den mistænkte selv startede branden og udførte et bagholdsangreb, men motivet er stadig ukendt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To brandfolk er blevet dræbt, og en tredje er blevet såret, efter at de blev ramt af skud fra en snigskytte, mens de forsøgte at slukke en brand i Idaho i USA.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Brandfolkene var i gang med at slukke en skovbrand i Canfield-bjergområdet, da de blev angrebet.

Det oplyser Robert Norris, som er distriktspolitichef i amtet Kootenai, Robert Norris, ifølge AFP.

Røg stiger op over Idaho, efter at flere brandfolk natten til mandag dansk tid blev angrebet, da de var ved at slukke en brand i Canfield-bjergområdet uden for byen Coeur d'Alene.

Den indledende efterforskning peger ifølge Norris på, at der er tale om en enkelt gerningsperson, som affyrede skuddene.

Ifølge Reuters siger politichefen, at den mistænkte er død. Der er dog endnu ikke flere oplysninger herom.

Han har gjort det

Politiet mener, at den mistænkte selv havde påsat den brand, som brandfolkene rykkede ud til, og der dermed er tale om det, de kalder et bagholdsangreb. Motivet er ukendt.

Den sårede brandmand er kommet alvorligt til skade men er ikke i livsfare, lyder det.

Tidligere natten til mandag skrev Idahos guvernør, Brad Little, på det sociale medie X, at flere brandfolk var blevet angrebet, da de rykkede ud til en brand i Coeur d'Alene.

- Dette er et afskyeligt, direkte angreb mod vores modige brandfolk. Jeg beder alle i Idaho om at bede for dem og deres familier, mens vi venter på mere information.

- Da situationen stadig udvikler sig, opfordres I til at holde jer fra området, så politiet og brandfolkene kan gøre deres arbejde, lød det.

Søg ly

Norris og andre embedsmænd opfordrede tidligere borgere, der befinder sig i området, til at søge ly, indtil skyderiet var forbi.

Tidligt mandag morgen dansk tid lyder det, at der ikke længere er nogen fare i lokalområdet.

Skyderier er udbredt i hele USA, hvor der i de fleste stater blot er få hindringer ved køb af skydevåben.

Ifølge databasen Gun Violence Archive (GVA) har der i 2025 været 189 masseskyderier i USA. Et masseskyderi defineres af GVA som hændelser, hvor mindst fire personer ud over gerningspersonen selv er blevet dræbt eller såret.

Powered by Labrador CMS