Søger ejermand til smøger og bajere 

Kan du hjælpe politiet?

Offentliggjort

Syd- og Sønderjyllands Politi har brug for din hjælp.

De har beslaglagt øl, cigaretter og shots, og søger nu ejermanden.

Det skriver de i en pressemeddelelse tirsdag.

Mange kasser øl

En patrulje fra udlændingekontrolafdelingen UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi standsede mandag klokken 16.15 to mænd i en hvid varebil på Diagonalvej i Bevtoft.

Både bil og nummerplader var stjålet.

I bilens lastrum var der adskillige kasser øl af mærket Tuborg Classic og Tuborg Grøn, en mængde Red Bull energidrik, cigaretkartoner, shotsrør med "Små Sure" og forskelligt værktøj. 

Alle drikkevarerne var forsynet med danske pantmærker, og politiet formoder, at det er tyvekoster.

Hvis er det?

Syd- og Sønderjyllands Politi leder nu efter ejeren af drikkevarerne, så man har et gerningssted for tyveriet og kan levere de stjålne koster tilbage til ejeren.

Varebilens 31-årige fører blev sigtet for indbrud, tyveri, kørsel uden kørekort, for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer og for ikke at have forsikring på køretøjet. 

Den 42-årige passager blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og en ulovlig kniv. Samtidig var han efterlyst til afsoning, så han blev kørt direkte til afsoning.

Begge mænd er bosiddende i Sydøstjylland.

Hvis du har en idé om, hvem de mange drikkevarer og cigaretter tilhører, så ring gerne til politiet på telefon 1-1-4.

Powered by Labrador CMS