Søger særlig bil efter fund af livløs mand

Lå livløs på kørebanen - nu er han død

Udgivet Opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi søger efter en særlig bil efter at en livløs mand er død natten til lørdag.

Manden - en 51-årig fra lokalområdet - blev fundet livløs på kørebanen af en buschauffør i Laurids Skausgade ud for nummer 16 i Haderslev i Sønderjylland.

Politi og ambulance blev alarmeret klokken 23.59.

Manden blev kørt mod Odense Universitetshospital, men ambulancen blev omdirigeret til Kolding Sygehus, hvor manden blev erklæret død af sine skader.

Kørt over

- Vi er af den opfattelse, at han er blevet påkørt af en bil, og noget peger på, at bilen også har kørt hen over ham, sagde vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Torben Møller, tidligere til Nyheder.dk.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til påkørslen og er i den forbindelse særligt interesseret i at tale med føreren af en bestemt bil.

Der har været afspærret i Laurids Skausgade, hvor manden pådrog sig dødelige skader, hele natten.

Det drejer sig om føreren af en hvid ladvogn, med aktiveret orange advarselslampe, der er kommet kørende i området omkring anmeldelsestidspunktet.

Vidner, der måtte have oplysninger i sagen, bedes ringe til  Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS