Solgte farligt krudt: 50 politianmeldt

Sikkerhedsstyrelsen har været på razzia

50 salgssteder er blevet politianmeldt af Sikkerhedsstyrelsen
50 salgssteder er blevet politianmeldt af Sikkerhedsstyrelsen
Udgivet Opdateret

Rettelse: Denne artikel har tidligere været udstyret med en video med fyrværkeriforhandler Jan Kristensen. Videoen er blevet fjernet, da Jan Kristensen på ingen måde har noget at gøre med de beskrevne forhold i artiklen. Newsbreak.dk beklager.

Sikkerhedsstyrelsen anmelder 50 fyrværkeri-salgssteder.

Siden fyrværkerisalget åbnede 15. december, har medarbejdere fra Sikkerhedsstyrelsen besøgt 269 salgssteder for at kontrollere, om det fyrværkeri, der sælges, lever op til reglerne. 

33 steder er der fundet fyrværkeri, som ikke var i overensstemmelse med de danske regler, og sammenlagt er der registreret 50 overtrædelser, som vil blive politianmeldt.

På 22 salgssteder har kontrollen afsløret, at der var fyrværkeri til salg, som salget tidligere er blevet stoppet for.

- Det viser, at det fortsat er vigtigt, at vi fører tilsyn med det fyrværkeri, der sættes til salg. I Sikkerhedsstyrelsen har vi til opgave at holde øje med, at der ikke sælges fyrværkeri, som ikke er sikkert. Og når salget er blevet stoppet for en fyrværkeriartikel, er det af hensyn til forbrugernes sikkerhed, siger produktchef Kirstine Gottlieb fra Sikkerhedsstyrelsen.

Krudt uden mærker

25 overtrædelser drejer sig om fyrværkeri, der ikke har været CE-mærket, som det er et krav for alt fyrværkeri, der sælges til danske forbrugere. 

Her har der først og fremmest været tale om mindre fyrværkeri som hundepropper, stjernekastere og bordbomber.

Derudover er der enkelte steder fundet fyrværkeri uden dansk mærkning, som der er krav om.

- Samlet set har vi gennemført lidt flere tilsyn end sidste nytår, men vi har konstateret en del færre overtrædelser af reglerne hos forhandlerne. Det glæder jeg mig over, for af hensyn til sikkerheden både hos dem, der tænder fyrværkeriet og dem, der kigger på, er det afgørende, at det fyrværkeri, der sælges, lever op til reglerne, siger Kirstine Gottlieb.

Powered by Labrador CMS