Sorte penge-jagt: Stak af fra Skat

En målrettet indsats gav pote

Udgivet Opdateret

Skattestyrelsen gik målrettet efter sorte penge.

Tre medarbejdere i virksomhederne, der fik besøg, stak af.

I 28 ud af 34 virksomheder kørte det langt fra, som det burde.

Nu kan de forvente yderligere kontrol.

Det meddeler Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Tre medarbejdere stak af - og 28 virksomheder havde rod i blandt andet regnskabet
Tre medarbejdere stak af - og 28 virksomheder havde rod i blandt andet regnskabet

Det var især pizzeriaer, restauranter, kiosker og frisører, som fik besøg, da Skattestyrelsen i sidste uge kontrollerede 34 virksomheder i Aarhus. 

I alt fandt Skattestyrelsen problemer hos 28 virksomheder, der kan forvente yderligere kontrol.

28 ud af 34

14 medarbejdere fra Skattestyrelsen var torsdag i sidste uge på aktion rettet mod sort økonomi blandt virksomheder i Aarhus. 

I alt blev 34 virksomheder besøgt, og 28 af disse kan se frem til yderligere kontrol.

Aktionen var ikke målrettet en bestemt branche, men det var især pizzeriaer, restauranter, kiosker og frisører, der var i styrelsens søgelys.

Fokus på sorte penge

Aktionen havde fokus på sort økonomi i virksomhederne i form af udeholdt omsætning og ansatte, der arbejder sort. 

Som led i kontrollen tjekker Skattestyrelsen derfor virksomhedernes salgsregistrering og at alle, der arbejder i virksomheden, er lovligt registreret som ansatte.

- Aktionen torsdag adskilte sig desværre ikke fra lignende aktioner. Tre medarbejdere stak af fra deres arbejde, inden vi nåede at tale med dem. I 14 af virksomhederne mødte vi blandt andet medarbejdere, der var på offentlige ydelser, samtidigt med at de arbejdede. Andre fortalte, at de havde første arbejdsdag, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Pålagt at føre logbog

De 14 virksomheder, der ikke umiddelbart havde styr på registreringen af deres medarbejdere, vil blive pålagt fremadrettet at føre en digital logbog over de medarbejdere, der til enhver tid er på arbejde.

Virksomhed mangler moms af salg på 800.000 kr.

I 21 af virksomhederne var der indikationer på problemer med løbende registrering af salget. 

I to virksomheder var der for eksempel ingen medarbejdere, der kunne betjene kasseapparatet og dermed sikre, at salget blev registreret korrekt.

- Vi fik under besøget i en virksomhed udleveret bilag, der viste en omsætning på 800.000 kr., der ikke var betalt moms af. Vi skal nu hjem og gennemgå bilagene og se, om de også har ret til at trække noget fra, inden de får en regning på den manglende moms, forklarer Preben Buchholtz.

Nyt betalingssystem

De 21 virksomheder vil blive pålagt fremadrettet at benytte et digitale salgsregistreringssystem – populært kaldet et digitalt kasseapparat, der løbende registrerer salget, hvor data kan indgå i fremtidige kontroller.

Alle virksomhederne, som Skattestyrelsen besøgte, var udvalgt på forhånd på baggrund af oplysninger, som kunne indikere problemer med registrering af enten virksomhedens ansatte eller salg.

FLERE MEDARBEJDERE I INDSATSEN MOD SORTE PENGE

Som led i regeringens reform af skattekontrollen, vil der i hvert af årene 2020 til 2023 blive tilført 250 nye medarbejdere til en styrkelse af kontrolområdet. 

Indsatsen mod sort økonomi er et af de områder, der er styrket med aftalen.

Kilde: Skattestyrelsen
Powered by Labrador CMS