Spøgelsesbilist standset af politiet

Flere bilister måtte sent onsdag aften undvige en spøgelsesbilist på Vestmotorvejen ved Korsør

Udgivet Opdateret

Politiet måtte sent onsdag aften rykke ud til Vestmotorvejen ved Korsør efter meldinger om, at en bil kørte mod kørselsretningen.

300-400 meter fra betalingsanlægget til Storebæltsbroen lykkedes det derefter en patrulje at stoppe en 97-årig spøgelsesbilist.

Det oplyser vagtchef Nicolai Lynge fra Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi.

- Bilisten vender om ved betalingsanlægget i retning mod Fyn og kører derefter mod kørselsretningen på motorvejen, siger han.

- Flere biler måtte undvige og foretage katastrofeopbremsninger, men ingen blev ramt, fortsætter vagtchefen.

Har fået bilen beslaglagt

Spøgelsesbilisten - en 97-årig mand - er blevet sigtet for vanvidskørsel og har fået beslaglagt sin bil. Nærmere bestemt sigtes han for at overtræde straffelovens paragraf 252 for at bringe andres liv eller førlighed i fare.

Vagtchefen kan endnu ikke fortælle, hvad manden har sagt om årsagen til, at han valgte at vende om ved betalingsanlægget inden Storebæltsbroen.

Anmeldelsen om spøgelsesbilisten blev modtaget klokken 23.04.

En 97-årig bilist vendte ifølge politiet om på motorvejen ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen sent onsdag aften. (Arkivfoto).
En 97-årig bilist vendte ifølge politiet om på motorvejen ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen sent onsdag aften. (Arkivfoto).

Det er vanvidsbilisme

En række forseelser i trafikken betegnes som vanvidskørsel.

Det er blandt andet kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 kilometer i timen.

Kørsel med mindst 200 kilometer i timen uanset hastighedsgrænsen, kørsel med en promille over 2 og kørsel, der forvolder nærliggende fare for andres liv eller førlighed, betegnes også som vanvidskørsel.

Politiet kan beslaglægge et køretøj, hvis politiet vurderer, at det har været brugt ved vanvidskørsel. Herefter skal en dommer tage stilling til, om køretøjet skal konfiskeres af staten og bortauktioneres.

Det kan ske i kraft af en lov om vanvidsbilisme, som trådte i kraft i marts 2021.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS