Stak afsted med designerstole: -Meget frækt

En eller flere tyve har brudt ind og stjålet over 20 designerstole fra sognehuset ved Hareskov kirke. Det er grænseoverskridende, at nogen har brudt ind i kirkens fællesskab, lyder det forarget fra menighedsrådsformanden

Indbruddet skete i sognehuset på Hareskovs kirkegård, hvor der er masser af gravsteder. Det er en grænseoverskridende oplevelse, fortæller 66-årige Leif Poulsen.
Indbruddet skete i sognehuset på Hareskovs kirkegård, hvor der er masser af gravsteder. Det er en grænseoverskridende oplevelse, fortæller 66-årige Leif Poulsen.
Udgivet Opdateret

- Det er meget frækt at forstyrre gravfreden på den måde, konstaterer Leif Poulsen, som er menighedsrådsformand i Hareskov Sogn, til Newsbreak.dk.

I weekenden blev der mellem klokken 17 lørdag og klokken 10 søndag begået et større indbrud i sognehuset ved Hareskov Kirke. Flere end 20 Nanna Ditzel træstole er blevet stjålet.

Hareskov Kirkes sognehus ligger på kirkegården, som er fyldt med gravsteder.

- En eller flere tyve knuste glasdøren ind til sognehuset med nogle brosten. Det var kirketjeneren, som opdagede indbruddet søndag formiddag, da hun kom for at gøre klar til gudstjeneste, fortæller 66-årige Leif Poulsen til Newsbreak.dk. 

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen om et større indbrud søndag middag, oplyser politiet i deres døgnrapport. 

-Vi har et ansvar

Leif Poulsen har været menighedsrådsformand siden december sidste år, så han er relativt ny på posten. Derfor gør det også indtryk på ham, at der er sket indbrud i sognehuset. 

- Det er grænseoverskridende, at nogen har brudt ind i i vores fællesskab og taget noget, som tilhører os - kirkens fællesskab, fortæller han og fortsætter:

- Vi har et ansvar for at passe godt på det, der er fælles eje. Det har vi ikke været i stand til. Det ville være noget andet, hvis der var tale om personlige ejendele, som vi ikke er fælles om. 

3000-4000 for én stol 

Leif Poulsen er ikke klar over, hvad designerstolene har kostet, eller hvad den samlede værdi beløber sig til. Prisen for en enkel Nanna Ditzel træstol ligger omkring 3000-4000 kroner, viser en googlesøgning. 

- Det er et kendt mærke og design og tilsyneladende nogle eftertragtede stole, siger Leif Poulsen.

- Men man skulle dog tro, at de er svære at sælge, for de er brændemærket med "Værløse Sogn". Så de bør være sporbare, fortsætter han. 

Leifs håb: Fang tyvene 

Det undrer menighedsrådsformanden, at gerningspersonen/gerningspersonerne er sluppet afsted med at stjæle over 20 designerstole uden at blive set. 

- Eftersom at det er så mange stole, må tyven eller tyvene have bevæget sig ind og ud mange mange. Men åbenbart er der ingen vidner, som har set noget, fortæller Leif Poulsen. 

Han fortsætter:

- Vi håber, at politiet fanger personen eller personerne, så sådan et indbrud ikke gentager sig.

Nu skal Hareskov kirke have anskaffet nye stole til deres sognehus. Leif Poulsen regner med, at forsikringen dækker omkostningerne. 

Powered by Labrador CMS