TORSDAG MORGEN:

Stor politiaktion i gang

Flere anholdelser og ransagninger

Udgivet Opdateret

Tidligt torsdag morgen er politiet i gang med en stor anholdelses- og ransagningsaktion flere steder på Vestsjælland.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Aktionen sker efter fund af skydevåben i opgange i Ladegårdsparken i Holbæk 8. februar i år.

- Det er en lille hård kerne, der er en del af konflikten i Holbæk, som vi forsøger at sætte en stopper for, lyder det fra politiinspektør Thomas Tarpgaard.

Aktionen har været planlagt et stykke tid.

Andre politikredse hjælper til.

Efter skudepisode

Fundene blev ifølge politiet gjort i kølvandet på en skudepisode i slutningen af januar. Her blev en 23-årig mand ramt af skud i sit hjem i Apotekerhaven i Holbæk.

Efterfølgende blev der indført visitationszone i Holbæk.

Der er tale om en konflikt mellem kriminelle grupperinger.

Planlagt

Aktionen har været planlagt et stykke tid. Midt- og Vestsjællands Politi får hjælp af andre politikredse.

- Siden fundene i Ladegårdsparken har vi efterforsket sagerne for at forsøge at finde frem til personer, som kunne mistænkes for at have besiddet de fundne skydevåben, udtaler vicepolitiinspektør Jacob Olsen, der er efterforskningsleder på sagen.

Den efterforskning peger nu i retning af flere mistænkte, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet vil melde ud senere torsdag, når de kender det endelige resultat af indsatsen.

Powered by Labrador CMS