Stukket ned ved skole

Tre personer er blevet anholdt, efter at en 30-årig mand blev stukket med en spids genstand 

Offentliggjort Sidst opdateret

Mand stukket ved skole i Hvidovre

En 30-årig mand blev mandag stukket med en spids genstand ved HF & VUC København Syd i Hvidovre, men er uden for livsfare.

Tre personer er anholdt, og politiet mener, at de involverede kendte hinanden forud for hændelsen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 30-årig mand blev mandag bragt på hospitalet efter at være blevet stukket med en spids genstand.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Han er uden for livsfare.

Tre personer er indtil videre blevet anholdt i sagen.

Politiet fik en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Åmarkvej i Hvidovre mandag eftermiddag.

En person er iført en hvid dna-dragt ved HF & VUC København Syd mandag eftermiddag. Politiet har oplyst, at en person er kørt til hospitalet fra Åmarksvej i Hvidovre.

Ifølge TV 2 Kosmopol var politiet talstærkt tilstede ved uddannelsescenteret HF & VUC København Syd.

Efterfølgende sagde skolens rektor til mediet, at hændelsen var sket uden for skolens bygninger, men dog på skolens areal ved parkeringspladsen.

Er alvorligt

- Vi følger politiets anvisninger og tager sagen alvorligt. Vores elever og kursister har forladt skolen, og i morgen tager vi rundt til klasser med tilbud om psykologhjælp til dem, der måtte have ønske om dette, sagde rektoren til mediet.

Billeder fra stedet viste blandt andet en person i en hvid dna-dragt stå sammen med tre betjente. De viste også, at der var sat afspærringsbånd op ved indgangen til HF & VUC København Syd.

Politiet arbejder på at afklare forløbet i sagen. De foreløbige undersøgelser peger dog i retning af, at den 30-årig blev stukket på Åmarkvej, hvorefter en gerningsmand forlod stedet.

Kendte hinanden

Efterfølgende blev tre personer anholdt. Politiet mener, at de alle har noget med sagen at gøre.

- Af hensyn til efterforskningen er det sparsomt, hvad vi kan frigive af oplysninger på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

- Men jeg kan sige, at vores foreløbige undersøgelser umiddelbart indikerer, at de involverede kendte hinanden forud for hændelsen.

Tirsdag tages der stilling til, om de tre anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Powered by Labrador CMS