Talstærkt politi rykker ud
Masser af politi med drone og hunde
OPDATERING: Politiet har anholdt tre personer på stedet, som nu sigtes for indbrud. De fremstilles formentligt tirsdag i grundlovsforhør.
Fyns Politi er rykket ud og er massivt til stede i Næsby på Fyn.
Det oplyser TV2 Fyn.
TV stationen beretter, at mindst ti patruljevogne, politihunde og en drone er i aktion på stedet.
- Jeg kan bekræfte, at politiet er til stede, og at vi har en drone i luften, idet vi fortsat arbejder på stedet, fortæller vagtchef Milan Holck til TV 2 Fyn.
Mistænkeligt forhold
Det er umiddelbart ikke oplyst, hvad der har fået de mange betjente til at rykke ud.
- Vi har fået en anmeldelse klokken 18:35 om et mistænkeligt forhold omkring Thorslundsvej i Næsby.
Vagtchefen fortæller videre, at man arbejder på at arrestere nogen i det område, hvor politiet befinder sig.
Vidner fortæller til TV stationen, at de har set et lysglimt på himlen.