Teenager død efter ulykke

En 17-årig dreng er død efter en knallertulykke i Frederikssund

Udgivet Opdateret

Uden hjelm og på samme knallert kom to drenge natten til søndag kørende ad Smedetoften i Frederikssund.

De forulykkede og den ene dreng døde på stedet, oplyser vagtchef David Eckert fra Nordsjællands Politi.

Politiet har med et narkometer målt, at den anden dreng har indtaget cannabis.

En blodprøve skal nu afsløre, om han har været påvirket i en sådan grad, at færdselslovens grænser er overskredet.

Derudover skal politiet have klarlagt, hvem af de to der førte knallerten.

Kan sigtes for uagtsomt manddrab

Hvis det var den overlevende, og viser det sig, at han var tilstrækkeligt påvirket, risikerer han en sigtelse for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

- Det her understreger dels vigtigheden af at køre med hjelm, dels vigtigheden af ikke at køre to på en knallert og dels vigtigheden af ikke at køre påvirket, lyder det fra David Eckert.

Retskemiske undersøgelser skal fastslå, hvorvidt den afdøde har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

Ramte kantsten

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.31.

Ulykken skete ved, at drengenes knallert ramte en kantsten.

Den ene dreng blev slynget af og ramte en lygtepæl.

Den anden dreng fik tilkaldt hjælp fra en forbipasserende, som ydede førstehjælp til drengen, som havde ramt lygtepælen.

Lidt efter ankom en politipatrulje, som også bidrog med førstehjælp.

Men det var forgæves. En ambulancelæge fastslog på stedet, at den 17-årige dreng var død.

I forbindelse med efterforskningen af ulykken efterlyser Nordsjællands Politi vidner, som har set drengene, og som kan bidrage til at belyse, hvad der er foregået.

Straf for manddrab

I straffeloven skelnes der som udgangspunkt mellem to typer af drab – manddrab (§ 237) og uagtsomt manddrab (§ 241). Den primær forskel på de to typer drab er personens forsæt til at begå drabet.

Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt til at begå drab.

Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, så kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.

Strafferammen:

Manddrab kan medføre en straf fra 5 års fængsel indtil livstid. En livstidsdom i Danmark medfører ikke nødvendigvis fængsel resten af den dømtes liv. Straffelovens § 41 angiver, at livstidsdømte efter 12 år har ret til at få afgjort, om de kan prøveløslades.

Retspraksis:

Der afsiges alene ubetingede frihedsstraffe for manddrab efter straffelovens § 237.

I de fleste afgørelser er straffen mellem 6 og 14 års fængsel, men i manddrabssager beror strafudmålingen meget af de konkrete omstændigheder i sagen. Derfor er det vigtigt at have en god forsvarsadvokat, da han vil kunne fremhæve netop de omstændigheder i din sag, som kan tale for en mindre straf.

Kilde: Hviid Advokater
Powered by Labrador CMS