Teenager stukket fem til seks gange med kniv

Østjyllands Politi efterforsker et knivstikkeri i Aarhus-forstaden Brabrand

Politibil afspærring brabrand
Det var her i Brabrand ved Aarhus den 18-årige unge mand blev stukket fem til seks gange med kniv.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 18-årig mand blev torsdag aften stukket fem-seks gange med en kniv i Brabrand ved Aarhus.

Manden meldes uden for livsfare.

Det oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi Per Bennekov.

- Vi er færdige ude på stedet. Manden er uden for livsfare. Han er behandlet på skadestuen og udskrevet, siger Per Bennekov.

Vagtchefen fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 19.12 og rykkede ud med flere betjente til Inger Christensens Gade i Brabrand.

Endnu ingen anholdt

Politiet har endnu ingen anholdte i sagen, og vagtchefen kan heller ikke sige, hvad der kan have ledt op til hændelsen.

- Vi efterforsker sagen, siger Per Bennekov.

I et opslag på det sociale medie X klokken 21.04 opfordrer Østjyllands Politi til at ringe 114, hvis man har oplysninger i sagen.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS