Teenagere fængslet

Offer blev stukket to gange i ryggen og snittet i ansigtet. To er anholdt og fængslet i sagen

Udgivet Opdateret

Politiet har anholdt to teenagere i forbindelse med efterforskningen af en sag fra 8. maj, hvor to personer blev stukket ned i området mellem Ørstedsparken og Nørre Farimagsgade i København.

Der er tale om en dreng på 16 og en mand på 18 år. 

De er sigtet for at have stukket deres offer to gange i ryggen og snittet ham i ansigtet, da de forsøgte at berøve ham omkring klokken 04 om morgenen den 8. maj.

Nægter sig skyldige

Onsdag blev de to fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret. 

Begge nægtede sig skyldige, men dommeren vurderede, at mistanken mod dem var så velunderbygget, at han valgte at varetægtsfængsle dem.

Det var en mand på 36 år og en dreng på 16, som blev stukket ned ved Ørstedsparken den 8. maj. Politiet har tidligere sagt, at man mener, der er er en sammenhæng mellem de to sager.

Kun sigtet for overfald

De to nu fængslede mænd er imidlertid kun sigtet for det ene overfald. 

Af den sigtelse, som onsdag blev læst op i dommervagten, fremgår det ikke umiddelbart, om offeret i sagen er den 16-årige eller den 36-årige.

Ud over selve sigtelsen kom der i forbindelse med onsdagens retsmøde ikke noget offentligt frem om sagen. 

Endnu en gerningsmand

For retsmødet blev af hensyn til politiets videre efterforskning holdt for lukkede døre.

Det fremgår imidlertid af sigtelsen, at politiet mener, at endnu en gerningsmand deltog i overfaldet. Ifølge sigtelsen er der tale om en endnu ukendt person.

De to teenagere er sigtet for forsøg på røveri og for grov vold. De skal foreløbig sidde fængslet i 13 dage. Herefter kan retten efter anklagemyndighedens begæring eventuelt forlænge fristen.

Powered by Labrador CMS