Teenagere tiltalt for at banke mand til døde

En tidlig morgen i marts 2022 blev en mand overfaldet af to 17-årige i Frederikssund. Det kostede ham livet

Udgivet Opdateret

En tidlig morgen i marts 2022 var en 52-årig mand på vej hjem fra byen, da han blev udsat for et brutalt overfald, der endte med at koste ham livet.

Tirsdag begynder Retten i Hillerød sagen mod to 18-årige, der er tiltalt for vold med døden til følge mod den 52-årige Kim Hansen.

Ifølge anklagen skete det brutale overfald på A.C. Hansensvej i Frederikssund omkring klokken halv seks om morgenen den 5. marts.

På vej hjem fra fodbold

Den 52-årige blikkenslager boede i Frederikssund, og ifølge det regionale medie sn.dk var han på vej hjem efter en fejring af FCK's sejr over Randers.

Her tog han kontakt til to 17-årige drenge, som han mente, var i gang med noget mistænkeligt. Det fik ifølge politiet de to til at overfalde familiefaren.

Ifølge anklageskriftet slog og skubbede de flere gange til manden, indtil han faldt ned på jorden.

Trampet i ansigtet

De 17-årige fortsatte volden og skal have trampet ham i ansigtet og på kroppen, hvilket medførte, at flere ansigtsknogler blev knust.

Kim Hansen blev erklæret død klokken 06.20.

Ekstra Bladet har berettet om, at en af de to 17-årige optog en video på en mobiltelefon forud for overfaldet.

Video florerede

På videoen følger de efter Kim Hansen, råber skældsord og skubber til ham, inden videoen stopper. I videoen går Kim Hansen ifølge mediet med en telefon ved øret, da han er i dialog med politiet.

Videooptagelser fra episoden har floreret på sociale medier, har Nordsjællands Politi oplyst.

I grundlovsforhøret efter anholdelsen af teenagerne gik anklagemyndigheden efter at få dem varetægtsfængslet for drab. Det valgte dommeren ikke at følge og fængslede dem i stedet for vold med døden til følge.

Kalder det selvforsvar

Vold med døden til følge er en mildere paragraf, og det er også den, de nu 18-årige mænd er tiltalt for. Strafferammen tillader en fængselsstraf på op til ti år.

De tiltalte har erkendt en mindre voldsudøvelse, men fortalte ved grundlovsforhøret, at det skete i selvforsvar.

Den ene af mændenes forsvarsadvokat oplyser, at han nægter sig skyldig. Den andens forsvarer har ikke ønsket at kommentere sagen.

To 17-årige er nu tiltalt for at tæve en mand til døde.
To 17-årige er nu tiltalt for at tæve en mand til døde.

§ 244-247 i Straffeloven

Straffeloven har to forskellige paragraffer for voldssager, og derudover to paragraffer, der kan give strafforøgelse. Paragraf 244 er den mildeste af de to – den omfatter der, der også i nogle tilfælde bliver omtalt som simpel vold. Paragraf 245 omfatter vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter – det bliver i nogle tilfælde omtalt som grov vold. Paragraf 246 og 247 handler om vold under slærpede omstændigheder. Du kan se den fulde ordlyd af de fire paragraffer her.

  • § 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
  • § 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
  • § 246. Har et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
  • § 247. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold.

Kilde: Retsinformation.dk

Powered by Labrador CMS