Tilstår: Mand døde af slag i hovedet

40-årig polak døde forrige weekend på Christiania. 44-årig erkender slag, men siger, at det var selvforsvar

Udgivet Opdateret

En 44-årig mand er blevet varetægtsfængslet i ti dage sigtet for vold efter en episode på Christiania forrige weekend, hvor en 40-årig polsk mand afgik ved døden.

Det skete ved et grundlovsforhør i Københavns Byret mandag.

Den 44-årige erkendte at have slået polakken, der faldt bagover, slog hovedet og efterfølgende fik hjertestop, men siger, at det var i selvforsvar. Han nægter sig derfor skyldig.

Væltede whisky

Flere vidner - herunder personale fra caféen Nemoland, hvor episoden fandt sted - har til politiet fortalt, at den 40-årige polske mand havde været meget fuld, og at han var blevet bedt om at forlade stedet.

Da polakken i baren havde væltet en flaske whisky til 600 kroner, han netop havde købt, så indholdet røg ud over nogle papirer med regnskaber på, blev det besluttet, at polakken skulle føres ud.

Slået to gange

Den 44-årige fortalte mandag, at han havde siddet og spillet på en enarmet tyveknægt, da han var blevet bedt om at hjælpe med at få polakken ud.

Den 44-årige forklarede, at polakken var aggressiv og havde villet i karambolage med en person fra personalet.

 Polakken havde også slået den 44-årige - som havde stillet sig imellem polakken og personalet - i brystet to gange, men det havde den 44-årige ikke reageret på.

Slog af refleks

Det var ifølge den 44-årige endt med, at polakken igen havde slået ud efter den 44-årige og ramt ham på hagen, hvilket fik den 44-årige til - nærmest som en refleks - at slå polakken i ansigtet med knyttet hånd.

Polakken faldt bagover og slog hovedet i jorden uden at tage fra. Kort efter afgik han ved døden.

Kontaktede advokat

Det var først dagen efter, at det gik op for den 44-årige, at polakken havde mistet livet, forklarede han mandag. Han ringede derefter straks til sin advokat og bad advokaten om at kontakte politiet.

Det skete sidste mandag, men det var først ved 12.30-tiden påskedag, at den 44-årige blev anholdt.

Anklageren gik efter at få den 44-årige varetægtsfængslet i 17 dage. Forsvareren ville have sin klient løsladt med henvisning til, at slaget skete i selvforsvar.

Powered by Labrador CMS