Tre anholdt for drab efter fund af livløs mand

To mænd og en kvinde er blevet sigtet for drab, efter at en mand lørdag aften blev fundet livløs i Aalborg

Udgivet Opdateret

To mænd og en kvinde er blevet anholdt og sigtet for drab, efter at Nordjyllands Politi lørdag klokken 22.50 modtog en anmeldelse om, at nogen havde fundet en livløs mand i Aalborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør Sune Myrup til Ritzau natten til søndag.

Massivt til stede

- Jeg kan bekræfte, at vi får en anmeldelse om en livløs mand inde i Aalborg Centrum. Da vores patrulje er fremme på stedet, kan vi konstatere, at han har nogle skader, som gør, at vi vurderer, at han er blevet udsat for en forbrydelse, siger han og tilføjer, at det er derfor, politiet efterforsker det som en drabssag.

- I forbindelse med den umiddelbare indsats anholder vi tre personer, som nu sidder anholdt herinde på politigården i Aalborg.

De tre anholdte er 31, 37 og 41 år gamle.

Vicepolitiinspektør Sune Myrup sagde, at politiet var massivt til stede i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro det meste af natten, mens de tekniske undersøgelser på gerningsstedet pågik.

Sparsomt med informationer

- Lige nu gennemfører vi en stor indsats dernede, som til dels går ud på at lave nogle tekniske undersøgelser, men også forsøge at finde vidner.

- Så det er en meget bred indsats, der kører omkring stedet lige nu, som gør, at vi skal prøve at sikre os så mange oplysninger, vi kan, i forhold til at få klarlagt det her hændelsesforløbet, sagde han.

Det var natten til søndag sparsomt med informationer om drabssagen.

Er identificeret

Sune Myrup oplyser ikke, om politiet ved, hvad motivet for drabet skulle være. Det står heller ikke klart, om de fire personer kendte hinanden.

Det står ikke umiddelbart klart, hvordan offeret skulle være blevet dræbt.

Politiet kan ikke sige noget om, hvorvidt de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør søndag.

- Vi efterforsker rigtig bredt lige nu, og vi har et rigtigt stort stykke arbejde foran os hen over natten. De skal selvfølgelig afhøres, og så prøver vi at belyse det, der er sket dernede, så godt, som vi overhovedet kan, siger Sune Myrup.

Pårørende er underrettet

Men politiet har søndag morgen identificeret den mand, der blev fundet død på et bibliotek i Aalborg. Der er ifølge politiet tale om en 38-årig mand, som formodes dræbt på grund af et opgør i misbrugsmiljøet.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mandens pårørende er underrettet.

Politiet venter at kunne bringe yderligere oplysninger i løbet af søndag.

Tre personer anholdt for drab efter fund af livløs person.
Tre personer anholdt for drab efter fund af livløs person.
Powered by Labrador CMS