Tre danskere dræbt i bådforlis

To mænd og en kvinde er døde i kæntringsulykke ud for Portugals kyst

Udgivet Opdateret

Tre danskere er døde, efter at en sejlbåd, der sejlede under dansk flag, kæntrede fredag cirka en kilometer ud for Portugals kyst.

Det oplyser de portugisiske søfartsmyndigheder til flere portugisiske medier, blandt andet Publico og Diario de Noticias.

Båden skyllede efterfølgende op på en strand ved Santa Cruz lidt nord for Lissabon.

Fire fundet døde

Fire personer - to mænd og to kvinder - blev fundet døde tæt ved båden. 

Tre af dem er danskere, oplyser Jose Sousa Luis fra de portugisiske søfartsmyndigheder til flere medier. 

De afdødes identitet præciseres ikke nærmere. Deres alder, og hvor i Danmark de kommer fra, er derfor fortsat uvis.

Den fjerde person er endnu ikke identificeret.

Tre af de døde er danskere.

Sejlede ud fredag morgen

Sejlbåden stævnede ud fra en havn i byen Peniche fredag morgen, lyder det.

En talsmand for søfartsmyndighederne siger til det portugisiske medie Publico, at man fik en alarm fra båden klokken 11.08, og at der derefter blev sendt en redningsbåd og en helikopter ud mod båden.

I første omgang blev tre personer meldt døde, men i forbindelse med undersøgelsen af båden og arbejdet med at bjærge den, blev der fundet endnu en død person, oplyses det.

Vandet ud for Portugals kyst har de seneste dage været voldsomt som følge af stormen Ciaran.

Powered by Labrador CMS