Udvises efter forsøg på mordbrand

26-årig mand er mandag idømt otte års fængsel for at have forsøgt at dræbe en mand af æresrelaterede grunde

Udgivet Opdateret

Æresrelateret forbrydelse i Danmark

Abdullah Dabous blev dømt til otte års fængsel og livslang udvisning for forsøg på drab og ildspåsættelse, motiveret af ære og religion.

Dommen blev afsagt ved Retten i Randers, hvor det blev fremhævet, at Dabous ikke kunne acceptere sin søsters forhold til en anden mand.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

På grund af religion og ære satte 26-årige Abdullah Dabous sidste år ild til sin søsters kollegieværelse for at slå søsterens kæreste ihjel, og det koster ham nu en dom på otte års fængsel og en livslang udvisning af Danmark.

Dommen er afsagt mandag ved Retten i Randers, som i kendelsen om mandens skyld netop har fremhævet, at gerningsmanden af religiøse og æresrelaterede grunde ikke kunne acceptere søsterens forhold til den 19-årige mand, som han forsøgte at dræbe.

Meget voldsomt drabsforsøg

Det æresrelaterede motiv havde desuden betydning for den udmålte straf, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Den 26-årige er kommet med flere udtalelser, der peger på, at motivet bunder i nogle æresbegreber, og det er der også vidner, der understøtter. Det var en skærpende omstændighed oven i et meget voldsomt drabsforsøg, hvor den dømte blandt andet fjernede håndtaget på døren i det brændende værelse for at forhindre den 19-årige i at komme ud, siger specialanklager Birgitte Ernst i pressemeddelelsen.

Søsterens kæreste befandt sig på kollegieværelset på Campus Djursland i Grenaa, da Abdullah Dabous dukkede op 14. marts i fjor. 

Der opstod håndgemæng mellem de to, og det endte med, at værelset stod i flammer.

Fløjet med lægehelikopter

Kæresten slap ud i live og blev med en lægehelikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet. Han fik andengradsforbrændinger på næsten en fjerdedel af kroppen.

Anklager Birgitte Ernst fremhævede under sagen, at forbrydelserne bunder i ære og religion, fordi Abdullah Dabous, der har syrisk baggrund, ikke accepterede søsterens kæreste.

- Aldrig har jeg set så klart et eksempel på, at noget kan skyldes ære som i den her sag, sagde Birgitte Ernst under et tidligere retsmøde.

Hun har blandt andet hæftet sig ved, at den tiltalte under grundlovsforhøret sagde, at en mand og en kvinde, der er sammen uden at være gift, må dræbes.

Erkender kun vold

Det samme skulle den tiltalte angiveligt have sagt til en politibetjent, da den tiltalte blev kørt til arresten.

Under sin procedure forlangte Birgitte Ernst ifølge TV2 Østjylland en straf på ni års fængsel, mens den 26-åriges advokat argumenterede for en straf på seks års fængsel.

Abdullah Dabous har i retten alene erkendt at have udøvet vold mod offeret. Både drabsforsøg og ildspåsættelse har han nægtet sig skyldig i.

Anker på stedet

- Jeg sværger, at jeg ikke ønskede, at nogen skulle dø, sagde den 26-årige som det sidste i sidste uge, inden retten trak sig tilbage for at votere.

Han har forklaret, at han gav den dengang 19-årige et knytnæveslag i ansigtet. Han frygtede, at hans søster var på vej til at blive overfaldet og voldtaget af en fremmed mand, lød hans forklaring.

Den forklaring har byretten forkastet.

Abdullah Dabous ankede på stedet dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse.

Powered by Labrador CMS