Uhyggelig sag: Teenager voldtog kvinde

Han brød ind i hendes hjem

Udgivet Opdateret

En 19-årig mand er blevet dømt for voldtægt begået mod en 65-årig kvinde i Lemvig tilbage i juli 2022. 

19-årige Patrick Pedersen brød ind i den 65-åriges hjem i Østergade.

Han er nu blevet idømt fem års fængsel ved Retten i Holstebro. 

Han blev desuden dømt for at have frihedsberøvet kvinden i forbindelse med voldtægten.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Forsøgte at voldtage kvinden igen 

Derudover er den 19-årige dømt for forsøg på voldtægt mod den samme kvinde, da han cirka en måned senere opsøgte kvindens bopæl igen. 

Denne gang lykkedes det dog ikke manden at komme ind, da døren var låst.

Patrick Pedersen tilstod voldtægten mod den 65-årige, men han ankede på stedet dommen med henblik på formildelse af straffen.

- Jeg forventer at indstille til statsadvokaten, at anklagemyndigheden skal kontraanke dommen til skærpelse. Fem års fængsel er væsentligt mindre, end anklagemyndigheden forventede. En voldtægt er altid alvorlig, og her er den dømte trængt ind i en anden persons hjem og har begået voldtægt – og forsøger endda senere at vende tilbage for at gentage ugerningen, siger senioranklager Flemming Hother. 

Powered by Labrador CMS