Uhyggelige tal for 'spøgelsescyklister'

En ny rapport fra Via Trafik sætter for første gang fænomenet 'spøgelsescyklister' under lup

Udgivet Opdateret

De fleste af os har stødt på begrebet 'spøgelsesbilisme' - Bilister, der kører imod færdselsretningen. 

Nu viser en rapport fra Via Trafik, at fænomenet også findes blandt cyklister. 

Det skriver GF Forsikrings Fond i en pressemeddelelse.

Så farlig er fænomenet

Rapporten undersøger blandt andet, hvor udbredt og hvor farligt fænomenet er.

- Vores undersøgelse er landsdækkende, men de fleste af vores observationer stammer fra Aarhus. Et godt eksempel på en såkaldt spøgelsesrute er Bernhardt Jensens Boulevard i Aarhus, hvor helt op til hver femte cyklist vælger at cykle i den forkerte retning i morgentrafikken, siger markedschef i Via Trafik Michael W. J. Sørensen, som har haft ansvar for at gennemføre undersøgelsen.

Skyldes brede veje

- Forklaringen er, at vejen er meget bred og svær at krydse på grund af bl.a. parkering i midterrabatten samtidig med, at boliger, erhverv og uddannelsesinstitutioner ligger på samme side af vejen. Derudover har perioder med vejarbejde gjort det ekstra svært at krydse vejen, uddyber han.

Fænomenet 'spøgelsescyklister' har set dagens lys.
Fænomenet 'spøgelsescyklister' har set dagens lys.

Syv gange så farligt

Michael W. J. Sørensen peger på, at der er stor risiko for, at det ender galt for spøgelsescyklisterne.

- Det kan måske virke uskyldigt at køre imod færdselsretningen på cykel. Men faktisk viser undersøgelsen, at risikoen for konflikter i runde tal er syv gange så stor for spøgelsescyklister som for cyklister, der kører med færdselsretningen. 

- Derfor kommer vi også med nogle anbefalinger, der skal mindske problemet. I eksemplet med Bernhardt Jensens Boulevard i Aarhus er det oplagt at se på bedre by- og trafikplanlægning med for eksempel flere og bedre krydsningspunkter og etablering af dobbeltrettede cykelstier, tilføjer han.

En anden anbefaling i rapporten er kampagner rettet mod cyklisten for at få ham eller hende til at ændre adfærd.

Via Trafik har netop modtaget GF Trafikpris for deres arbejde med rapporten.

Powered by Labrador CMS