Uhyggeligt: 66 knivoverfald på kun to måneder

Københavns Politi havde i december og januar markant flere sager om knivstik end andre politikredse

Udgivet Opdateret

I løbet af december og januar har politiet registreret i alt 66 sager om voldelige overfald begået med kniv.

Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S) i et svar til Folketingets retsudvalg.

En meget stor del af forbrydelserne er begået i Københavns politikreds. Her er der 25 sager.

Opgør mellem unge

Tallene bekræfter dermed indtrykket af, at der har været ekstraordinært mange sager i København. Adskillige gange har politiet i vinter berettet om overfald begået på gaden i opgør mellem unge.

I svaret understreger politiet, at tallene skal tages med et vist forbehold, idet der ikke findes en særlig sagskategori for netop knivstikkeri.

I stedet har politiet søgt efter emneord som kniv og stik og snitsår i sager om manddrab, forsøg på manddrab, grov vold og grov vold med døden til følge.

Topper statistikken

Mens Bornholms Politi i de to vintermåneder ikke har fået anmeldelser om knivstikkeri, melder ti andre politikredse om mellem otte og to sager.

Med de 25 sager rager Københavns Politi dermed markant op i tabellen.

Det er Peter Kofod (DF), der havde stillet spørgsmålet. Han ønskede desuden at få et indtryk af, hvordan det går med opklaringsarbejdet.

Kun halvdelen fanget

Det fremgår, at politiet har fundet frem til mulige gerningsmænd i lidt over halvdelen af sagerne.

KNIVLOV

Knivloven er del af Våbenloven, og den bestemmer, hvilke regler der gælder i forhold til at være i besiddelse eller bære knive samt hvilke knive, der er helt ulovlige. I udgangspunktet er det ulovligt at bære eller besidde knive på offentlige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber og lignende, medmindre der er tale om arbejde, sport og fritidsaktiviteter som eksempelvis jagt, lystfiskeri eller spejderlejr.

Det betyder også, at det er tilladt at have en lommekniv med sig, hvis man eksempelvis skal en tur i skoven, så længe der er tale om et “anerkendelsesværdigt formål”, er det altså lovligt. Derfor må du ikke have en lommekniv med i nattelivet eller supermarkedet, da dette er formålsløst.

Kilde: Legaldesk

I 25 ud af de i alt 66 sager på landsplan er der indtil videre ingen mistænkte.

Politifolk i København har i vinter måtte rykke ud til mange sager om knivstik. (Arkivfoto).
Politifolk i København har i vinter måtte rykke ud til mange sager om knivstik. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS