Ung kvinde død: Her er årsagen

21-årig kvinde er blevet obduceret

Udgivet

 Der var formentlig tale om en ulykke, da en 21-årig kvinde natten mellem lørdag og søndag afgik ved døden i Lustrup ved Ribe.

 En obduktion mandag viser, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger en strafbar handling bag dødsfaldet.

 Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag klokken 12.46 en anmeldelse om, at der var fundet en livløs kvinde i Lustrup syd for Ribe. 

Det var efter en studenterfest i Lustrup-Damhus Forsamlingshus ved Ribe den 21-årige kvinde søndag blev fundet død.

Studenterfest

Der var tale om en 21-årig kvinde fra lokalområdet, der lørdag aften var til studenterfest i Lustrup-Damhus Forsamlingshus. 

Et område omkring forsamlingshuset var afspærret gennem flere timer, hvor politiet arbejdede intensivt med generel sporsikring, vidneafhøringer og andre efterforskningsmæssige indsatser, ligesom der mandag blev gennemført enkelte undersøgelser.

 - Politiet efterforskede fra begyndelsen bredt for at få klarlagt omstændighederne omkring dødsfaldet, herunder om der var tale om en ulykke eller om der lå en strafbar handling bag dødsfaldet, oplyser Syd og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ligsyn på stedet

Der blev søndag aften foretaget et retslægeligt ligsyn på stedet, hvor de foreløbige undersøgelser tydede på, at der ikke lå en strafbar handling bag dødsfaldet. Mandag blev der gennemført en obduktion.

 - Vi mangler i øjeblikket resultatet af nogle enkelte undersøgelser, så det efterforskningsarbejde fortsætter. Men resultatet af obduktionen i dag taler for, at der var tale om en ulykke, og ikke at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet. 

Det forventer vi ikke, at resultaterne af de sidste undersøgelser ændrer noget ved, siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose.

Powered by Labrador CMS