Ung mand knivstukket af tre-fire personer

Meget sent lørdag aften blev en mand overfaldet af en mindre gruppe i Slagelse. Manden er uden for livsfare

Udgivet Opdateret

Knivoverfald i Slagelse

En 24-årig mand blev overfaldet i Slagelse af 3-4 personer, som stak ham i ballen og låret. Overfaldet skete på en parkeringsplads foran en biograf.

Politiet indsamler videoovervågning og søger vidner via telefon 114. De involverede opfordres til at kontakte politiet for at afgive deres version af hændelsen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 24-årig mand blev kort før midnat natten til søndag overfaldet i Slagelse af tre-fire personer, som stak ham i ballen og låret med en kniv.

Det fortæller vagtchef Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den unge mand er indlagt til behandling, og politiet har planer om at afhøre ham søndag i håb om at komme nærmere, hvad der er sket.

Det voldelige overfald fandt sted på parkeringspladsen foran biografen i Træskogården i Slagelse.

Forbipasserende alarmerede politiet

Gerningspersonerne stak af i den ene retning, mens den knivstukne mand løb i modsat retning, hvor han traf nogle mennesker.

- De ringer til politiet, siger vagtchefen.

En mand blev lørdag aften knivstukket af tre-fire personer i Slagelse.

Anmeldelsen blev modtaget klokken 23.46. Politiet formoder, at der er en form for relation mellem den mindre gruppe gerningspersoner og offeret.

Ingen anholdte

Ingen er søndag morgen anholdt i sagen, men politiet formoder, at der er tale om en isoleret hændelse. Der er således ifølge vagtchefen ingen grund til bekymring blandt borgerne i Slagelse.

- Det er ikke sådan, at hr. og fru Danmark skal være bange for, at tilfældige render rundt og stikker med kniv i Slagelse. Det er slet ikke det, vi ser, siger Lars Denholt.

Politiet vil indsamle videoovervågning fra området for at se, om det kan lede ordensmagten til gerningspersonerne.

Derudover opfordrer vagtchefen også vidner til at ringe til politiet på telefonnummer 114, hvis de ligger inde med viden, som kan have betydning for sagen.

- Meld jer selv

Slutteligt opfordrer Lars Denholt de involverede til selv at kontakte politiet.

- Vi anbefaler selvfølgelig på det kraftigste de folk, der har været involveret i sagen, til selv at rette henvendelse og komme med deres side af sagen, siger vagtchefen.

Offeret, der selv kommer fra Slagelse, har på intet tidspunkt været i livsfare i forbindelse med knivstikkeriet. Men derfor er sagen stadig meget alvorlig, understreger vagtchefen. Knivstik kan give varige men, og ofre kan miste førligheden, alt efter hvor og hvor dybt der stikkes.

Hvor alvorlige skader manden har fået, afventer politiet søndag morgen svar på.

Powered by Labrador CMS