Vanvidsbilist i slagsmål med politiet

- Han var ved at ramme flere personer. Han har også påkørt to personbiler, lyder det fra vagtchefen

Udgivet Opdateret

En mand fra Sønderjylland gjorde det ikke nemt for politiet, da en patrulje søndag eftermiddag måtte rykke ud til, hvad den forestillede sig skulle være en rutineanholdelse af en vanvidsbilist.

Ifølge Richard Borring, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, kom politiet ud til en narkopåvirket 21-årig mand ved krydset mellem Alsgade og Grundtvigs Allé i Sønderborg.

- Han var ved at ramme flere personer. Han har også påkørt to personbiler, siger Richard Borring og tilføjer, at manden "mistede herredømmet over sin bil og kørte over en cykelsti og ind i flere vejskilte".

- I forbindelse med den her sag er vores patrulje derude, og det kom til lettere slagsmål i forbindelse med anholdelsen. I den forbindelse har han også fået en sigtelse for paragraf 119 (vold mod en tjenestemand i funktion, red.).

Politiet kom i slagsmål med en 21-årig mand, som er sigtet for at køre galt med stoffer i blodet.
Politiet kom i slagsmål med en 21-årig mand, som er sigtet for at køre galt med stoffer i blodet.

I grundlovsforhør

Manden skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af mandag.

Bilen, som han kørte i, en Hyundai i30, er desuden blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS