Vanvidsbilist med økse smadrer ind i træ

Forsøgte at køre fra politiet med 160 km/t i bil uden nummerplader

Udgivet Opdateret

Betjente fra Østjyllands Politi satte fredag aften efter en bilist i en bil uden nummerplader omkring Eskerod nordøst for Aarhus.

Bilen havde ingen nummerplader på.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Men den 20-årige fører af bilen, der er bosiddende i Hadsten, havde ikke synderlig lyst til at tale med politiet, så han satte farten op.

Betjentene konstaterede flere gange at hastigheden var over 160 km/t.

Kørte ind i træ

Det varede dog ikke ved.

Den 20-årige flugtbilist mistede nemlig på Kaløvej kontrollen over bilen og kørte ind i en have og direkte ind i et træ.

Her forsøgte han at flygte til fods, men opgav, da betjentene havde hunde i bilen og som nemt kunne indhente ham.

Har taget bilen

Der er nu rejst en byge af sigtelser mod den unge mand, der omfatter vanvidskørsel, spirituskørsel, kørsel uden nummerplader samt overtrædelse af våbenloven, da der lå en økse i bilen.

Samtidig er bilen blevet beslaglagt med henblik på at blive konfiskeret.

Powered by Labrador CMS