Vendte aldrig retur efter prøvetur

Sælger gav den "interesserede køber" lov til at prøvekøre motorcyklen, men det skulle han vist aldrig have gjort

En 22-årig mand fik sin motorcykel stjålet af den 'interesserede køber'. (Genrefoto).
En 22-årig mand fik sin motorcykel stjålet af den "interesserede køber". (Genrefoto).
Udgivet Opdateret

En 22-årig mand fik sig en lang næse, da en "interesseret køber" aldrig vendte tilbage efter en prøvetur på mandens motorcykel søndag eftermiddag.

Den unge mand havde sat sin motorcykel til salg på nettet. En interesseret køber havde henvendt sig til den 22-årige , og efter aftale mødte personen op på sælgers adresse i Aarhus N for at se nærmere på motorcyklen.

Den interesserede fik lov til at prøvekøre motorcyklen, men han kom såmænd aldrig retur efter turen.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Den unge mand anmeldte herefter tyveriet til politiet.

Fattede mistanke

Natten til mandag fandt politiet minsandten motorcyklen ved et tilfælde. 

Lidt over midnat fik en patrulje øje på to unge mænd, der stod ved siden af en bil på en p-plads på Holmstrupgårdvej i Aarhus V. 

Betjentene fik mistanke om, at de havde stoffer på sig, og begge blev derfor visiteret.

Den ene af dem, en 17-årig dreng, havde nogle poser med hash, nogle tusinde kroner i kontanter og en digitalvægt i lommerne.

I hans taske, der lå inde i bilen, fandt betjentene desuden nogle joints og hash i salgsposer.

Fandt motorcyklen i kælderrum

Fundene fik politiet til også at ransage drengens bopæl i Aarhus V. 

Det var her betjentene i et kælderrum fandt motorcyklen, der var blevet stjålet tidligere på dagen.

Den 17-årige er ud over tyveriet af motorcyklen foreløbigt sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere, og der kan komme yderligere sigtelser senere.

Politiet advarer

Østjyllands Politi har den seneste tid set flere tilfælde, hvor motorcykler, scootere og knallerter bliver stjålet af personer, der udgiver sig for at være interesserede købere.

Hvis man har sat en bil, motorcykel, eller knallert til salg, og en interesseret køber vil have en prøvetur, så skal man sørge for at sikre sig noget billed-ID, så man ved, hvem man låner sit køretøj ud til, opfordrer politiet. 

Og i øvrigt har man pligt til at sikre sig, at vedkommende har et gyldigt kørekort.

Kilde: Østjyllands Politis døgnrapport
Powered by Labrador CMS