Voldsom ulykke: Tog rammer bil
Fire personer i bilen, som er væltet rundt - en person fløjet på Rigshospitalet
Der er lørdag formiddag sket et voldsomt sammenstød mellem et tog og en personbil.
Sammenstødet skete i en togoverskæring på Sønderstrupvej i Sønderstrup på Sjælland.
- Vi fik meldingen klokken 10.22. Der var fire personer i bilen og elleve personer i toget, oplyser vagtchef Emil Grønning fra Midt og Vestsjællands Politi til Nyheder.dk.
Ifølge vagtchefen lyder de første meldinger fra ulykkesstedet på, at der ikke er alvorlig tilskade skadekomst.
- Men det kan selvfølgelig ændre sig senere, siger vagtchefen.
Det er senere blevet oplyst, at en person er fløjet på Rigshospitalet - angiveligt med mistanke om indre blødninger. De tre andre er også bragt på hospitalet.
Ingen i lokaltoget er kommet til skade.
Indstillet
Der er politi, en bilinspektør og Havarikommissionen til stede for at klarlægge årsagen til ulykken.
Togtrafikken er indstillet på grund af ulykken. Lokaltoget på strækningen mellem Slagelse og Tølløse kører igennem Kirke Eskilstrup.
Ifølge politiet er der umiddelbart ikke noget, der tyder på tekniske fejl i selve togoverskæringen.
Føreren kan have overset advarselsblinkene på grund af lav sol. Bommene er da også blevet ramt af bilen.