Voldtog 13-årig: Her er straffen

Mindreårig blev voldtaget og filmet af mand, som nu er idømt forvaring. Dommen er anket

Udgivet Opdateret

En 43-årig mand er fredag ved Københavns Byret idømt forvaring for blandt andet voldtægt af en 13-årig pige, skriver B.T. Manden har anket dommen til Østre Landsret.

Den dømte, Michael Thisten Nielsen, var tiltalt for at have udsat en 13-årig pige for blufærdighedskrænkelse via Snapchat. Og ikke nok med det. Manden udsatte også pigen for voldtægt og filmede det.

Tidligere dømt

Ifølge B.T. er manden tidligere dømt for blufærdighedskrænkelse, og i den aktuelle sag var han desuden tiltalt for at have kontaktet en række piger under 15 år med henblik på samleje.

En dom til forvaring gives i stedet for en almindelig fængselsstraf til personer, som vurderes at udgøre en fare for samfundet i kraft af deres tilbøjelighed til at begå ny kriminalitet.

Bruges i drabssager

Retten kan idømme en person forvaring, når man vurderer, at en almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig til at beskytte samfundet mod denne fare.

Forvaring kan komme på tale i sager om grov personfarlig kriminalitet, altså sager om drab, drabsforsøg, grov vold, brandstiftelse og lignende.

Der skal mindre til

Men særligt i sager om seksuelle overgreb, kan der blive tale om en dom til forvaring, idet kravet til den fare, som gerningsmanden menes at udgøre er en smule anderledes.

I sager om personfarlig kriminalitet er der et krav om, at gerningsmanden skal udgøre "en nærliggende fare", mens der i sædelighedssager skal være tale om "en væsentlig fare". Det betyder i praksis, at der skal mindre til at udløse en forvaringsdom i sædelighedssager.

En 43-årig mand har voldtaget en 13-årig. Nu straffes han.
En 43-årig mand har voldtaget en 13-årig. Nu straffes han.
Powered by Labrador CMS