Brandfolk blev beskudt nytårsnat

De kommunale beredskaber rykkede færre gange ud end normalt, men oplevede at blive beskudt to steder

Udgivet Opdateret

Det våde nytårsvejr lagde en dæmper på affyringen af nytårskrudt på tværs af landet.

Det fortæller konstitueret sekretariatschef i Danske Beredskaber, Tim Ole Simonsen, tidligt mandag morgen.

I alt måtte de kommunale beredskaber rykke ud med brandbiler cirka 320 gange. Til sammenligning kan et "travlt nytår" byde på 500 udrykninger.

Relativt roligt

- De fleste har oplevet et nytårsvejr, der ikke har været så godt. Det betyder, at den mængde krudt, der er blevet fyret af har været mindre og det krudt, der er fyret af, har ikke kunnet antænde så mange ting, siger Tim Ole Simonsen.

- Så nytåret for os har været relativt roligt med ikke så mange udrykninger.

De 320 udrykninger omfattede 66 bygningsbrande, heraf 35 med boliger og fire gårdbrande.

I alt måtte de kommunale beredskaber rykke ud med brandbiler cirka 320 gange. Til sammenligning kan et "travlt nytår" byde på 500 udrykninger. (Arkivfoto).

Desuden gjaldt det 89 brande i containere og skraldespande, 25 bilbrande og 23 naturbrande.

For tæt på bygninger

De fleste af brandene i løbet af nytårsaften og -nat er opstået ved affyring af fyrværkeri, ofte alt for tæt på bygninger, fortæller Tim Ole Simonsen.

- I et tilfælde i København antænder man et bomberør inde i en lejlighed. Det medførte desværre ret store skader.

De fem fyrværkeriråd

Overholder du de fem fyrværkeriråd, er risikoen ved at fyre af langt mindre. De fem fyrværkeriråd er:

  1. Brug altid beskyttelsesbriller (Også selvom du bare er tilskuer)
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Beskudt

I to tilfælde - i Holbæk og København - oplevede brandfolk at blive beskudt med romerlys og bomberør i forbindelse med slukning af containerbrande.

Den tendens slap man ellers for i 2022. Og det er noget, der bliver set på med stor alvor.

- Dels er vi nødt til at stoppe opgaveudførelsen og trække os væk. Det vil sige, at det slukningsarbejde, der er i gang, det ophører, siger Tim Ole Simonsen.

Slut i dag

- Derudover er der en kæmpestor risiko for, at brandfolkene kommer til skade. Det er jo forfærdeligt for den enkelte, men det betyder også, at de brandfolk ikke kan komme ud og hjælpe andre. Så det kan få ret store konsekvenser.

Ingen brandfolk kom til skade som følge af beskydningen.

Det er fortsat tilladt at bruge fyrværkeri 1. januar, hvorefter man skal gemme det på et sikkert og tørt sted til næste år.

Powered by Labrador CMS