Drabsforsøg: Efterlyser denne mand

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med hundelufter, der kan have været vidne til knivstikkeri

Udgivet Opdateret

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med en specifik, ukendt mand i forbindelse med et knivstikkeri ved Hyrdehøj i Roskilde mandag.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Vigtigt vidne

En 46-årig kvinde blev stukket med kniv, og politiet formoder, at det var en yngre kvinde, der gjorde det. Hende leder politiet stadig efter, og man har en formodning om, at en ældre mand, der luftede en hund, kan have set begge kvinder.

- Derfor er han et meget vigtigt vidne, som vi gerne vil i kontakt med. Hvis nogen ved, hvem han kan være, så ring gerne til os, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i pressemeddelelsen.

Gik med lys hund

Manden menes at være på omkring 70 år og bar briller. Han gik med en lys hund - formentlig en golden retriever. Omkring klokken 14.10 mødte han en anden mand, der også var ude at lufte en hund, og de to snakkede kortvarigt med hinanden.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man har modtaget omkring 15 henvendelser fra folk, der mener, at de har set den unge kvinde, der menes at stå bag knivstikkeriet.

Kvinde mangler stadig

- Men vi vil fortsat meget gerne høre fra alle, der måske har set nogen, der passer til signalementet, eller som kender nogen, der passer på beskrivelsen og som har udvist en unormal adfærd i løbet af mandagen, siger Lars Krogsgaard.

Kvinden beskrives som værende mellem 15 og 25 år. Hun er lys i huden og med langt sort hår. Hun bar mandag en sort T-shirt med rød skrift og sorte bukser.

Den 46-årige kvinde, der blev stukket med kniv, blev i første omgang fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Tirsdag morgen lød det, at hun var uden for livsfare.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi



Powered by Labrador CMS