Fremstilles for drabet på sin kone i dag

Lørdag får Ebbe Preisler, der er sigtet for drabet på sin kone, mulighed for at forklare sig i retten

Udgivet Opdateret

81-årige Ebbe Preisler, der er sigtet for drabet på sin kone, vil blive fremstillet i et grundlovsforhør lørdag eftermiddag i Dommervagten i Københavns Byret.

Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Politi lørdag formiddag på det sociale medie X.

Grundlovsforhøret ventes at starte mellem klokken 12 og 13.30. Her får Preisler for første gang mulighed for at forklare sig i retten.

Torsdag blev han efter et grundlovsforhør, han ikke selv kunne deltage i, varetægtsfængslet i 26 dage for drabet på sin kone.

Fundet død onsdag morgen

Mariann Preisler blev fundet død onsdag morgen i sin seng på plejehjemmet dronning Anne-Marie Centret på Frederiksberg

 Ifølge politiets sigtelse havde hun fået en dødelig dosis metadon eller et lignende præparat.

Ved siden af den afdøde kvinde lå et afskedsbrev, skrevet af hendes mand Ebbe Preisler.

Han befandt sig på sin bopæl i nærheden. Da politiet nåede frem, var han bevidstløs. Ved siden af ham lå endnu et afskedsbrev.

Hun døde - han overlevede

Mariann Preisler blev erklæret død, men Ebbe Preisler var trods sit forsøg på selvmord i live.

Ved onsdagens retsmøde blev afskedsbrevet, som lå ved Mariann Preisler, læst op.

Heri stod der, at hun følte sig træt, ufri og magtesløs, og at Ebbe Preisler af den grund havde givet hende en dosis dødelig medicin.

En datter af parret har fortalt til TV2, at hun var overbevist om, at det var hendes mors ønske at dø.

Ønske om dødelige piller

I september bragte dagbladet Politiken en kronik af Ebbe Preisler, hvor han skrev, at han og hans kone havde et ønske om at få nogle dødelige piller, så de sammen kunne begå selvmord.

Mariann Preisler havde i 26 år lidt af Parkinsons sygdom. I kronikken giver Ebbe Preisler udtryk for, at hans hustrus helbred er blevet så dårligt, at hendes liv ikke er værd at leve, og at de derfor bør have retten til efter eget valg at bringe sig af dage.

ER DU I KRISE? SØG HJÆLP HER

Hvis du har det svært, kan du søge hjælp gennem telefontjenesten Livslinjen. 

Ring 70 20 12 01 og få en anonym samtale. 

Linjen har åbent mellem klokken 11 og 5. 

Læs mere på Livslinjen.dk

Powered by Labrador CMS