Hærværksmænd amok på ny McDonald's

Østjyllands Politi oplyser, at man undersøger, om groft hærværk er politisk motiveret

Udgivet Opdateret

En McDonald's-restaurant er natten til søndag blevet udsat for groft hærværk i Tilst ved Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin officielle døgnrapport. Størstedelen af facadens ruder er smadret. Politiet oplyser, at man undersøger, om hærværket er politisk motiveret.

Groft hærværk

Sagen blev opdaget, da ansatte dukkede op for at åbne fastfood-restauranten klokken 05.25.

Ifølge politiet er der tale om groft hærværk.

Sagen kommer kort tid efter tilfælde andre steder i landet, hvor der er sluppet levende mus og rotter ind på McDonald's i Glostrup, Odense og senest Slagelse.

Flere episoder

I hvert fald en af sagerne forbindes med de aktuelle krigshandlinger i Mellemøsten.

På sociale medier har der ifølge flere medier været vist en video, som tilsyneladende kan forbindes til episoden i Odense, hvor rotter kastes ind på stedet.

Hen over videoen står der "Boykot MCD/Israel", ligesom der vises et palæstinensisk flag og en hånd, der laver fredstegn.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS