Jes Dorphs erstatningssag mod advokat går direkte i landsretten

Sag mod advokat, som er stævnet af Jes Dorph, henvises til landsretten, fordi den er af principiel karakter

Udgivet Opdateret

Tilbage i maj kom det frem, at Jes Dorph-Petersen har stævnet advokat Yvonne Frederiksen fra advokatkontoret Norrbom Vinding i forbindelse med den advokatundersøgelse, som ledte til, at han blev fyret af TV2 i starten af 2021.

Torsdag har Københavns Byret i en kendelse afgjort, at sagen henvises direkte til behandling i Østre Landsret efter anmodning fra Yvonne Frederiksen.

Sagen henvises, fordi der ikke foreligger retspraksis vedrørende advokaters eventuelle erstatningsansvar i anledning af advokatundersøgelser.

Principiel sag

Derudover er sagen af principiel karakter, mener retten.

Ifølge Weekendavisen, der i første omgang kom i besiddelse af stævningen, kræver Jes Dorph 1.639.508 kroner i erstatning for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste samt psykologbistand.

Hans advokat, Julie Stage, mener, at sagen formentlig var endt i landsretten, uanset hvilket udfald den havde fået i byretten.

Jes Dorph-Petersens sag mod advokat Yvonne Frederiksen henvises direkte til førstebehandling i landsretten. (Arkivfoto).

Hun håber, henvisningen betyder, at sagen hurtigere overstås.

Vil undgå tovtrækkeri

- Det tager i gennemsnit 20 måneder at få en civil sag for retten. Derfor ønsker vi i videst muligt omfang at undgå processuelt tovtrækkeri, der kan forøge ventetiden yderligere, siger Julie Stage i en skriftlig kommentar.

Advokatundersøgelser har i de seneste år givet anledning til flere klagesager ved Advokatnævnet, hvor kendelser efterfølgende er blevet indbragt for domstolene.

Her er de blevet behandlet som principielle. Af den grund har Jes Dorphs sag en generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, lyder det i kendelsen.

- Undertrykte relevante oplysninger

Julie Stage har tidligere oplyst til Weekendavisen, at det er Jes Dorphs opfattelse, at Yvonne Frederiksen i forbindelse med undersøgelsen undertrykte relevante oplysninger og undlod at interviewe personer, der besad viden af afgørende betydning for den troværdighedsvurdering, som hun skulle foretage af hans og Therese Philipsens forklaringer.

Therese Philipsen var en af de kvinder, som anklagede Jes Dorph for seksuelle krænkelser.

Powered by Labrador CMS