Politiet løfter pegefingeren

Man må først affyre fyrværkeri fra 27. december og frem, men det afholder ikke især unge fra at gøre det før

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF DENNE ARTIKEL

Ulovlig affyring af fyrværkeri er blevet rapporteret i forskellige dele af Danmark, herunder København og Midt- og Vestsjælland.

En gruppe unge mænd affyrede bomberør mod tilfældige forbipasserende i København, hvilket førte til anholdelse og sigtelser for at bringe andres liv i fare.

Fem drenge kastede kanonslag i Solrød, hvilket gik ud over nogle høns og kaniner i en børneinstitution. Politiet søger stadig efter drengene.

I Holbæk affyrede en gruppe på 10-15 personer fyrværkeri, hvilket skabte utryghed. I Danmark er det kun tilladt at affyre fyrværkeri fra den 27. december til den 1. januar.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er først et par dage efter juleaften, at man må sætte ild til en raket, et batteri eller lignende, men det buldrer og brager allerede nu rundt om i landet.

Torsdag beretter både Københavns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi om anmeldelser om affyring af fyrværkeri.

Onsdag aften affyrede en gruppe unge mænd bomberør rettet mod tilfældigt forbipasserende ved Sortedam Dossering i det indre København, oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.

Det førte til, at tre blev anholdt og sigtet for at bringe andres liv eller førlighed i fare.

To andre blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Kastede med kanonslag

Mandag aften kastede fem drenge med kanonslag i Solrød, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Det gik blandt andet ud over nogle høns og kaniner i en børneinstitution.

Der var således blevet affyret et kanonslag, som var blevet sat i vinduet ind til et hønsehus.

Politiet har ikke fundet frem til drengene og efterspørger oplysninger, der kan være med til at identificere dem, lyder det.

Man må kun affyre fyrværkeri fra 27. december og frem til og med 1. januar. Det er dog ikke alle, der overholder reglerne. (Arkivfoto).

Flere store brag

Indbyggerne i Holbæk oplevede også flere store brag onsdag aften.

Her modtog politiet anmeldelser om, at 10-15 personer affyrede fyrværkeri, hvilket skabte utryghed hos flere.

Det er i Danmark kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden 27. december til og med 1. januar.

- Vi opfordrer til, at man tænker sig grundigt om og aldrig retter fyrværkeri mod andre, skriver Københavns Politi på X.

- Det er helt uansvarligt og ulovligt, og vi tager sager om ulovlig brug af fyrværkeri meget alvorligt.

Powered by Labrador CMS