Politimand viste hendes overkrop

Politimand er frifundet for vise billede af Kim Walls torso, men kendt skyldig i at tage billeder af anholdte

Udgivet Opdateret

Retten i København har frifundet en politimand for at krænke privatlivets ret og for at bryde sin tavshedspligt i forbindelse med, at han opbevarede og i forbindelse med kurser internt i politiet fremviste billeder af blandt andet Kim Walls torso og en død mand i tigerburet i Københavns Zoo.

Private computer

Han er derudover frifundet for at have opbevaret en række andre politirelaterede billeder og videoer på sine private elektroniske enheder.

Københavns Byret behandlede sagen tidligere i januar. (Arkivfoto).

Den 49-årige er kendt skyldig i to forhold om stillingsmisbrug, der omhandler billeder af anholdte personer, han selv har taget og efterfølgende sendt til sin familie.

Derudover er han angående opbevaringen af billedet af Kim Wall og den døde mand i tigerburet dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 157, der omhandler skødesløshed i tjenesten.

Får dagbøder

Som følge af dommen er han blevet idømt otte dagsbøder af 500 kroner, oplyser hans forsvarsadvokat, Stine Gry Johannessen, til Ritzau.

Hun vil nu drøfte med sin klient, om de skal gå videre med sagen.

- Sagen er kommet galt afsted fra start. Den Uafhængige Politiklagemyndighed har efterforsket sagen og flere anklagere har undervejs skrevet på sagen, og de endte jo så med at kræve fængselsstraf.

Hård behandling

- Min klient har fået en usædvanlig hård behandling, siger Stine Gry Johannessen.

Sagen startede, da en kollega anmeldte politimanden, som efterfølgende blev anholdt i kantinen på Politigården i København i januar 2022.

Han blev efterfølgende hjemsendt og har siden februar 2022 været suspenderet.

I retten forklarede betjenten, at det indtil hans anholdelse ikke var unormalt, at politifolk opbevarede diverse arbejdsrelaterede filer på deres private telefon eller iPad. Den af politiet udstedte tjenestetelefon var ikke specielt anvendelig til den slags, forklarede han.

Ligdele fremvist

Ud over billedet af Kim Walls torso havde politimanden også opbevaret og vist et billede af en død mand i tigerburet i Københavns Zoo.

Det skete i forbindelse med undervisning af hundeførere, og billederne var med til at vise, at lig og ligdele kan blive fundet i forskellige tilstande og i forskellige omgivelser, forklarede politimanden i retten.

Datter indblandet

Forholdene, den 49-årige er kendt skyldig i, beskrev han i retten som det eneste i sagen, han har fortrudt.

- Min lille datter på tre år ville vide, om vi havde taget nogle røvere. Så i et forsøg på at være nærværende og en god far tog jeg et billede af en, vi havde anholdt, sagde politimanden i retten tidligere i januar.

Powered by Labrador CMS