Røveri: Tvang mand ind i bil i nat

Ifølge politiet tvang fire unge mænd en femte mand ind i en bil. De fire mænd sigtes for frihedsberøvelse

Udgivet Opdateret

Fire unge mænd skal have tvunget en femte mand ind i en bil i Gladsaxe og derefter frarøvet ham nogle penge og en mobiltelefon.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jens Møller tirsdag morgen til Ritzau.

Formoder røveri

Hændelsen er sket omkring midnat, og på et tidspunkt bliver den forurettede, som er 20 år gammel, truet med en kniv ifølge vagtchefen.

- De frarøver ham hans penge, så vi formoder at det er med henblik på røveri. Vi har ikke umiddelbart grundlag for at sige, at der skulle være andet i det, men det er vi selvfølgelig ved at undersøge, siger Jens Møller.

Ven kontaktede politiet

Ingen er kommet noget til i forbindelse med hændelsen.

De fire mænd bliver sigtet for frihedsberøvelse og røveri og vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere tirsdag. De er alle mellem 18 og 24 år.

En ven til den forurettede overværer hændelsen og kontakter politiet. Bilen med de fem mænd bliver kort efter stoppet af en tjenestebil.

Var der efter 15 minutter

- Hans ven reagerer forholdsvis hurtigt med at ringe og give nogle oplysninger, så der går maks. 10-15 minutter, tror jeg, siger Jens Møller.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt der er en relation mellem de sigtede og den forurettede.

KØBENHAVNS VESTEGNS POLITI

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de 11 storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

Kim Christiansen er politidirektør og dermed den øverst ansvarlige for Københavns Vestegns Politi.

Powered by Labrador CMS