Tavs i retten efter livsfarligt skub på station

Lokofører i S-tog kom kørende med 50-60 km/t, da han nødbremsede på Nørreport Station i København

Udgivet Opdateret

I en sag om et potentielt livsfarligt skub mod en ung kvinde på Nørreport Station i København er den mistænkte mand foreløbig ude af stand til at forklare sig.

Det står klart i et retsmøde i Københavns Byret søndag formiddag. Tavsheden skyldes den 29-årige mands psykiske tilstand.

- Det giver ingen mening, at han udtaler sig, sådan som han har det, siger hans forsvarer.

Forsøgte selvmord

Om håndleddet har den spinkle mand en forbinding. Han forsøgte tilsyneladende at begå selvmord på et værelse i Glostrup, hvor betjente fandt frem til ham.

Med bare fødder i klipklapper føres han ud af retslokalet for at blive kørt til en psykiatrisk afdeling. Her skal han være frihedsberøvet i stedet for i et arresthus, bestemmer dommeren.

Til stede i retslokalet er en tolk, der oversætter til et afghansk sprog.

Skubbet uden varsel

Skubbet, som ifølge politiets sigtelse var et forsøg på manddrab, skete fredag eftermiddag.

En 19-årig kvinde havde musik i sine høretelefoner og stod ved spor 4, da hun uden varsel blev skubbet i ryggen og røg ud foran et kørende S-tog. Hun havnede på skinnerne, men formåede at redde livet. Tililende hjalp den 19-årige op.

Lokoføreren i S-toget har fortalt politiet, at han trykkede nødstop, da han så kvinden på skinnerne. Farten var mellem 50 og 60 kilometer i timen, har han skønnet.

Sad grædende på bænk

Mindre end ti minutter før skubbet havde den 29-årige mand selv taget et S-tog fra Københavns Hovedbanegård mod Nørreport Station. Ved en hvid søjle på perronen på Nørreport stod han i et par minutter, før han løb frem mod kvinden. Det fremgår af videoovervågning, oplyser anklageren i retsmødet.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

De første betjente, der nåede frem, mødte kvinden siddende grædende på en bænk med flere fysiske skrammer. Hun fortalte, at hun var gået i panik.

Hørte kvindeskrig

Et mandligt vidne hørte et højt kvindeskrig. Efter at have talt med lokoføreren løb han op ad trapperne i et forsøg på at finde den mistænkte. Blandt andet ledte han efter ham i en bus.

Det var mediernes beskrivelse med et signalement, som førte til anholdelsen ved midnatstid natten til lørdag. En kvinde genkendte ham og ringede til politiet.

Nægter sig skyldig

Den 29-årige spinkle mand nægter sig skyldig, lyder det fra forsvareren. Men beviserne gør, at dommeren finder, at mistanken er særligt bestyrket.

- Det vil være i strid med den almindelige retsfølelse, hvis du ikke er frihedsberøvet under den videre efterforskning, siger hun.

Fængslingen, som altså finder sted på en psykiatrisk afdeling, udløber 25. januar.

Powered by Labrador CMS