Tidligere skoleansat bag tremmer i voldtægts-sag

27-årig mand, der er sigtet for voldtægt mod mindreårig pige på en skole, skal blive bag tremmer i fire uger

Udgivet Opdateret

En 27-årig mand, der er sigtet for voldtægt af en mindreårig pige på en skole i Birkerød, skal forblive varetægtsfængslet i fire uger.

Det har Retten i Lyngby afgjort torsdag, skriver TV 2.

Nægter sig skyldig

Manden, der er tidligere ansat på Søholmskolens afdeling Bistrup i Birkerød, er desuden sigtet for vidnetrusler ved at have truet pigen til ikke at fortælle nogen om overgrebet, der skete på et ukendt tidspunkt før sommeren 2022.

Før torsdagens retsmøde oplyste den 27-åriges forsvarsadvokat, Trygve Nielsen, at den tidligere skoleansatte nægter sig skyldig, skriver TV 2.

Deltog fra arresten

Retsmødet, der gik i gang klokken 14, blev efter få minutter lukket for offentligheden af hensyn til den videre efterforskning, lyder det.

Den sigtede deltog via en videoforbindelse fra arresten, hvor han var flankeret af sin forsvarsadvokat. Anklageren sad på sit kontor hos anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

Ingen tilføjelser

Det skyldes ifølge TV 2, at anklagemyndigheden ikke havde i sinde at komme med nye tilføjelser til sigtelsen.

Det fremgik heller ikke af kendelsen, som dommeren læste højt, inden dørene blev lukkede, at sigtelsen skulle være blevet udvidet, lyder det.

Fængslet siden i ugevis

Den 27-årige, der har siddet varetægtsfængslet siden 14. september, er desuden under mistanke for at have begået overgreb på Søholmskolens Toftevang-afdeling.

Det skrev TV 2 tirsdag på baggrund af en indkaldelse på skolernes kommunikationsplatform Aula.

Samme dag oplyste Rudersdal Kommune til mediet, at to ledere, der havde ledelsesansvar på gerningstidspunktet, er blevet hjemsendt, mens sagen undersøges.

Mangler svar

Som følge af de oplysninger, der er kommet frem undervejs, var forældrene til skolens elever onsdag indkaldt til et møde, hvor både Nordsjællands Politi og kommunaldirektør Birgitte Lundgren deltog.

Her fik forældrene en generel orientering, men mange spørgsmål forblev ubesvaret. Det var til stor frustration for forældrene, har kommunaldirektøren tidligere oplyst.

Lavede hotline

Kommunen oprettede 21. september en hotline, hvor forældre kan henvende sig, hvis de har spørgsmål til eller oplysninger om sagen.

Indtil videre har det medført over 50 henvendelser, lyder det.

Straffelovens § 216

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Stk. 5. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.



Powered by Labrador CMS