Farlig omgang med cpr- og kontonumre

Den danske sikkerhedsvirksomhed Omada advarer mod hjælpeorganisationers telefoniske indsamling af cpr- og bankkontooplysninger. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Hjælpeorganisationer indsamler telefonisk cpr- og bankkontonumre hos nye støtter for direkte at kunne oprette en betalingsaftale med banken. Det er en farlig fremgangsmåde, da disse oplysninger kan føre til alvorligt misbrug, hvis de kommer i hænderne på hackere og kriminelle.

Flere danske hjælpeorganisationer og deres telemarketingbureauer indsamler penge ved at oprette betalingsaftaler med nye støtter baseret på telefonisk indsamling af cpr- og bankkontonumre.

Det er en farlig fremgangsmåde, da den vænner danskere til at oplyse disse stærkt fortrolige oplysninger til fremmede personer, hvor man vel og mærke ikke har nogen garanti for, at de er dem, som de udgiver sig for.

Eventuelle svindlere kan til og med henvise til hjemmesider hos hjælpeorganisationerne, hvor de skriver at fremgangsmåden er godkendt af Finansrådet og Betalingsservice.

– Derfor åbner denne procedure op for et kæmpe hul for kriminelle, som kan ringe til dig og udgive sig for at være en velgørenhedsorganisation. Hvis du giver dem cpr- og bankoplysninger, så er de godt i gang med at ”stjæle” din identitet – og skaffe sig penge eller oplysninger, ved at udgive sig for at være dig, fortæller administrerende direktør Morten Boel Sigurdsson fra sikkerhedsfirmaet Omada.

Dit cpr-nummer er nøglen til informationer om dig

I Danmark har vi tradition for at cpr-nummeret giver adgang til en lang række tjenester og oplysninger hos offentlige og private virksomheder. Med cpr-nummer kan man få aktindsigt hos myndighederne, kigge med på sager om skat, skilsmisse og slagsmål med sociale myndigheder. Det er også let at ændre skattekort og andre forhold til myndighederne.

Hos private virksomheder kan man med cpr- og kontonummer købe abonnementer, telefoni, skifte elselskab, handle online og bestille et nyt kreditkort eller stifte anden gæld i dit navn. Kriminelle vil også bruge cpr- og bankkontoinformation til at forsøge at skaffe sig ekstra informationer om dig, som kan lette deres adgang til dine konti.

– Mulighederne er mange, og vi ser dem brugt hver dag i arbejdet med at sikre fortrolig information hos virksomheder, fortæller Morten Boel Sigurdsson. Jeg vil derfor stærkt fraråde, at man giver disse oplysninger, til personer man ikke kender, slutter Morten Boel Sigurdsson.

Gode råd til personlig sikkerhed

1.    Giv kun dit CPR nummer og konto- og kreditkortoplysninger til personer og virksomheder, som du kender og har tillid til.
2.    Vær særligt opmærksom, hvis nogen beder dig om cpr-nummer over telefonen eller ved indtastning over internettet.
3.    Oplys aldrig pin koder eller adgangskoder til nogen. De kan misbruges også på sociale medier som Facebook, hvor du kan få stjålet din identitet.
4.    Tjek jævnligt bevægelser på din konto, så du ved præcis, hvad du betaler til.
5.    Vær opmærksom på phishing, hvor svindlere via mails og hjemmesider forsøger at franarre dig oplysninger. Banker beder dig for eksempel aldrig om at oplyse passwords og andre personlige informationer via telefon eller e-mail.
6.    Kontakt politiet, hvis du oplever, at andre misbruger dine private oplysninger.

Powered by Labrador CMS