11 personer indlagt efter livsfarlig forgiftning: Her er årsagen

Fødevarestyrelsen vurderer, at det var en hjemmelavet ret, der var skyld i, at 11 pensionister i weekenden blev indlagt med pølseforgiftning.

Det var efter alt at dømme en hjemmelavet ret, der var kilden til en alvorlig forgiftning efter en herrefrokost i weekenden. Foto: Torkil Adsersen/Scanpix
Udgivet Opdateret

En alvorlig pølseforgiftning sendte i weekenden 11 pensionister på hospitalet, efter de havde spist sammen. Fødevarestyrelsen har nu fundet frem til kilden til den sjældne og livsfarlige forgiftning.

I en pressemeddelelse oplyser styrelsen, at det med al sandsynlighed var en hjemmelavet ret, der var synderen.

Dermed kan styrelsen ånde lettet på i forhold til risikoen for, at flere personer skulle blive ramt af botulisme, som pølseforgiftning også kaldes.

Hvad er pølseforgiftning?

Pølseforgiftning eller botulisme er en meget sjælden sygdom, der forårsages af giftstoffer fra bakterien Clostridium botulinum.

Bakterien producerer en lang række meget farlige giftstoffer, hvis den mangler ilt.

Giftstofferne bliver optaget af nervesystemet, nærmere bestemt nerveenderne, og lukker ned for nervecellen. Det giver lammelser i kroppens muskler.

Rammes brystkassens muskler kan det give problemer med vejrtrækningen og være dødeligt.

Lammelserne kan forebygges med modgift, men er de først begyndt er den eneste kur, at nervecellen opbygger en ny nerveende. Det kan tage flere måneder.

– Hvis giftstoffet kom fra en fødevare til salg i butikkerne, var der risiko for, at endnu flere forbrugere kunne blive alvorligt syge. Det er der heldigvis ikke noget, der tyder på, udtaler beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove.

Fødevarestyrelsen ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvilken ret der var tale om.

Den sjældne forgiftning har sat en stor indsats i gang hos myndighederne.

– Der har været arbejdet på højtryk for at finde kilden til det meget alvorlige og ulykkelige sygdomsudbrud, siger Nikolas Hove.

Undersøgelserne har Fødevarestyrelsen lavet i samarbejde med Statens Serum Institut og Veterinærinstituttet.

– Vi har i en prøve udtaget fra retten kunnet konstatere det samme type toksin, som der er konstateret hos patienterne, siger Nikolas Hove til Newsbreak.dk

Fødevarestyrelsen arbejder dog fortsat på sagen for at prøve at se, om man kan indsnævre kilden endnu mere.

– Det er en ret, der består af flere ingredienser. Vi har nogle undersøgelser af de enkelte dele af retten, fortæller Nikolas Hove.

Beredskabschefen betegner sagen som helt ekstraordinær. Umiddelbart giver den ikke anledning til ændring af nogen retningslinjer eller andet hos Fødevarestyrelsen.

– Normalt har vi rigtig få sager, og det er fordi, der er rigtig meget fokus på at undgå botulisme i fødevarer, og det er der ikke nogen indikation på, at der er ændret på, siger Nikolas Hove.

Der var tale om 11 pensionister i alderen 65 til 80 år, som var tidligere arbejdskolleger, der havde mødtes til en “herrefrokost”. De blev efterfølgende alle indlagt enten med symptomer på pølseforgiftning eller til observation.

Undersøgelser fra Statens Serum Institut har vist, at mindst seks af dem har været ramt af botulisme.

En del af patienterne blev udskrevet allerede mandag, men der er fortsat personer, der er indlagt.

Powered by Labrador CMS